Musik

Monica Zetterlund omkommet ved brandulykke i Stockholm

STOCKHOLM:En af Nordens største kunstnere, sangeren og skuespilleren Monica Zetterlund, er død, 67 år, ved en brandulykke i sit hjem i Stockholm. Hun regnes som en af Sveriges største jazzsangerinder og nævnes på den internationale jazzscene oftest på linje med sin landsmand Alice Babs. Siden fik hun en betydelig karriere som skuespiller. Brandvæsnet blev alarmeret hen under aften torsdag om branden i Zetterlunds lejlighed i Birger Jarlsgatan i det centrale Stockholm. Det lykkedes at få slukket branden i hendes lejlighed på fjerde sal inden for 20 minutter, men for sent. Hun blev fundet død i sin seng, og brandvæsnets teknikere formoder, at branden skyldes rygning i sengen. Som ung og ukendt i anden halvdel af 1950'erne blev København Zetterlunds afsæt som jazzsanger sammen med trompetisten Ib Glindemann og hans orkester, inden hendes gennembrud blev en realitet med orkesterlederen Arne Domnerus. Siden blev det samarbejde ude i verden med store jazznavne som trompetisten Thad Jones, tenorsaxofonisten Zoot Zims og pianisten Bill Evans. På film demonstrerede hun store evner inden for skuespilkunsten. Nok bedst kendt for sin rolle, som Ulrika, den forfulgte, men ukuelige skøge i "Udvandrerne" og "Nybyggerne", to film som Jan Troell instruerede i 1971 og 1972 på grundlag af Vilhelm Mobergs romaner om fattige svenskeres udvandring til Amerika. /ritzau/