Monsunregn i Pakistan og Indien koster over 200 livet

Værst ramt af oversvømmelser og mudderskred er den pakistanske provins Punjab.

Udland 6. september 2014 16:15 - Opdateret 6. september 2014 16:16

Over 200 mennesker er omkommet i Pakistan og det nordlige Indien under monsunregn, der har udløst oversvømmelser og mudderskred og har fået huse til at kollapse, oplyser myndighederne i de to nabolande lørdag

Soldater og redningsarbejdere i begge lande hjælper med til at få nødhjælp, både og helikoptere frem til folk, der er strandet i vandmasserne.

Den vedvarende regn over de sidste tre dage har kostet mindst 106 livet i Pakistan og ødelagt tusindvis huse, oplyser pakistansk embedsmænd.

Værst ramt af vandmasserne er provinsen Punjab, hvor 55 mennesker er omkommet.

Der er angiveligt faldet 668 millimeter i Kashmirs Palandri-område i de seneste 48 timer, mens hovedstaden Islamabad modtog 316 millimeter regn i samme periode.

Til sammenligning faldt der sidste lørdag mellem 50 og 100 millimeter flere steder i Danmark og op mod 135 millimeter på det ydre Østerbro i København.

I Indien siger myndighederne, at regnen og de omfattende oversvømmelser har kostet over 100 livet.

Regnen er faldet tæt i Kashmir, hvor de to lande opretholder en svært bevogtet grænse og strides om retten til området.

Det er ikke kun vejret, der skaber problemer i Pakistan. I den seneste tid har der været store regeringsfjendtlige demonstrationer, og det er plaget af et islamistisk oprør, kronisk mangel på el og en haltende økonomi.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...