Monumental Mercedes

Mercedes R-klasse skaber ny bilklasse - en stor firehjulstrukket luksusbil med plads til seks personer

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Standard i andre europæiske lande er, at bilen kommer med 17 tommer fælge. Men herhjemme er der monteret 18 tommer fælge.

- Velkommen til Mercedes køkkenet. I dag skal vi lave en helt ny ret af det, vi har stående i salgslokalet. Vi begynder med at tage en tredjedel rå firehjulstrækker fra M-klassen. Derefter tilsætter vi en ren portion luksus fra vores S - klasse. Nu mangler vi bare at få plads til seks mennesker i bilen, så derfor låner vi lige en knivspids MPV hos Chrysler. Øvelsen koster tid, men vi har snydt lidt. Her er hvad der er kommet ud af anstrengelserne: Mercedes R-klasse, med den mundrette betegnelse Grand Sport Touring. Nej, det er ikke hver dag, der bliver produceret en helt ny type bil, som den Mercedes netop har introduceret. Navnet er R- klasse og bag det enkle bogstav gemmer der sig ifølge Mercedes en ny måde at tænke bil på og ikke mindst at finde nye kunder. For nu at følge Mercedes' tankegang har man forsøgt at kombinere en luksusbils elegance, med en stationcars rummelighed og MPVens evne til at skabe plads til seks mennesker. Og for at sikre optimalt vejgreb, har man derudover udstyret bilen med permanent firehjulstræk. Ud af det er kommet en ordentlig moppedreng af en bil. En kort - en lang I den korte version er den 4,93 cm lang, mens den lange version er 5,17 meter. De ekstra 24 centimeter er lagt til i bagdøren, der ganske enkelt bliver stor som en fransk dobbeltdør. Udstyret med 18 tommer fælge som standard og bremsere fra V8 modellen, er totalvægten trukket over de magiske tre tons, hvilket gør, at bilen på gule plader bliver defineret som en lastbil og dermed slipper for en procentafgift som alle andre biler, men "nøjes" med en stykafgift på 57.000 kroner. Det betyder for den billigste version med 224 hk og seks cylindret dieselmotor, en pris på 412.358 kr. eksklusiv moms eller, hvad der svarer til 501.248 kr. med moms. På hvide plader er det en anderledes hamper sag. 1.123.000 kr. er hvad man må slippe for den billigste, der er udstyret med en V6 benzinmotor. Men så er der også fire såkaldte executive chairs på de to første rækker, samt en tredje sæderække med mere almindelige sæder. Besværlig adgang Fælles for alle pladser er, at man sidder fyrsteligt og bliver transporteret på 1. klasse. 3. sæderække er, som i næsten alle andre biler, ikke det nemmeste sted at komme hen og det vil være en fordel, hvis man ikke er udstyret med alt for stive led, da man som ålen, må sno sig for at komme derom. Bagagepladsen er også til at overskue. Er man seks i bilen og planlægger andet og mere end en dagstur, så er det i en tagboks, at bagagen skal fragtes, mens små tasker godt kan klemmes ind. Det er da heller ikke på hvide plader, at Mercedes regner med at sælge hovedparten af bilerne. Det er på gulplade markedet, at slaget skal slås og her forventer Mercedes at sælge omkring 100 styks, mens de forventer, at der kan sælges omkring 25 på hvide plader. Taxamarkedet er også interessant, men meget mere end 30 styks forventer Mercedes ikke som hyrevogn. Lager-teknik Teknikken i bilen er hentet på Mercedes lageret. Drivlinjen, altså motor, gearkasse og firehjulstrækket er hentet hos M-klassen, men som pressechef Jesper Petersen understregede forleden på pressemødet i forbindelse med lanceringen af bilen, så er bilen, selv om den har permanent firehjulstræk, ikke er beregnet til terræn. Derfor kan den heller ikke købes med den off road pakke som M-klassen byder på. Gearkassen er den kendte 7G-tronic gearkasse og hele herligheden styres via den såkaldte direct select gearvælger ved rattet. Et system også BMW 7-serie benytter sig af. Det sparer plads ved midterkonsollen. Der er som sagt plads til seks personer, men da alle sæder i bilen er fremstillet som enkeltsæder, er der mange muligheder for at indrette sig efter behov. Har man brug for et helt plant lastrum, kan alle sæder lægges ned med et par enkle manøvre og pludselig kan man skubbe en genstand på næsten to meter ind i kabinen. Tre motorvarianter Bag rattet er det vel overflødigt at nævne, at der er godt at være og der er udsigt til et instrumentbord, som rummer snart sagt alle tænkelige features. Klimaautomatik, multifunktionsrat med læder og fartpilot er naturligvis standard, mens man må op med guldkortet, hvis man ønsker klimaanlæg på 2. sæderækkelæderindtræk og key less go systemet, der gør at man ikke behøver en nøgle til at starte bilen. R-klassen produceres på Mercedes fabrikken i Tuscalusa, Alabama i USA, hvor også M-klassen ruller af samlebåndet. Det er da også det amerikanske marked og de store, åbne vidder, at bilen først og fremmest er beregnet til. Selv om bilen hedder en Sports Tourer, er der nemlig ikke meget sport over den. Vi testede den på små snoede fynske veje og her er det altså en tung sag at bakse rundt. Så går det anderledes godt, når vejen ligger åben flere kilometer foran en. Bænket i de lækre sæder og hævet lidt over kørebanen føler man sig på det nærmest usårlig i bilen, der ud over dieselmotoren på tre liter og 224 hk også fås med en 3,5 liters benzinudgave med 272 hk. V8'er med 306 hk Er det ikke nok, kan man vælge en V8 motor med 306 hk. og en tophastighed på 245 km/t. Prisen er dog et forbrug på omkring syv kilometer literen, så i denne tid med benzinpriser omkring 10 kroner literen, mon så ikke mange lader sig nøje med dieselversionen, der går acceptable 10.5 på en liter, men alligevel formår at trampe derudad med 222 km/t. Selv om R-klassen er helt ny herhjemme og ideen om et miks mellem forskellige biltyper er ny, så har Mercedes nogle oplagte konkurrenter - ikke mindst på gulplademarkedet. Den største kommer måske nok i form af Audis markante Q7, der kommer på gaden snart. Her begynder prisen for en basis med V6 TDI motor og 233 hk ved 455.970 kroner - og det er når momsen er betalt.