Udland

Moody's tvivler på eurolandenes selvtillid

Det internationale kreditvurderingsinstitut Moody's tror ikke meget på europolitikernes forsikringer.

Moody's tvivler på eurolandenes selvtillid

Eurolandenes klumpede håndtering den sidste halvanden uge af en økonomisk redningsplan bliver mødt med stor skepsis fra det internationale kreditvurderingsinstitut Moody's.

Moody's direktør for afdelingen for obligationsrisiko, Bart Oosterveld, mener, at redningen af Cypern har lagt ekstra pres på eurozonens kreditvurdering, der allerede er truet af muligt kommende nedgraderinger.

Og Oosterveld advarer i et interview om, at politikerne overvurderer deres evne til at inddæmme krisen. Ikke mindst fordi bankkunder i andre svage økonomier nu kan tænkes at blive bange for, om deres penge står trygt i bankerne.

- Politikerne virker meget sikre på, at markedsbetingelserne er gunstige nok, og at de har værktøjerne til at undgå, at krisen breder sig til andre svækkede økonomier og deres banksystemer.

- Vi vurderer, at den tillid meget vel kan være fejlplaceret, siger Bart Oosterveld.

Finansministrene fra de 17 eurolande enedes natten til mandag med Den Internationale Valutafond (IMF) og Den Europæiske Centralbank (ECB) om at give 10 milliarder euro i lån til Cypern, hvis økonomi har været hårdt ramt af den græske statsgældskrise.

En betingelse for redningspakken er, at Cypern selv bidrager med 5,8 milliarder euro.

Den cypriotiske regering fik i sidste uge i sit eget parlament underkendt en plan om at finde størstedelen af pengene ved at indføre en generel afgift på alle indeståender i landets banker.

Planen brød også med en EU-aftalt indskydergaranti for beløb under 100.000 euro.

Nu er det i stedet blevet til, at kun bankindeståender over 100.000 euro bliver ramt. Det kan ifølge finansminister Michael Sarris til gengæld blive med helt op til 40 procent.

Analytikerne hos Moody's siger, at der nu er en risiko for, at bankkunder i Spanien og Italien frygter, at det samme kan ske for dem, hvis deres lande også får brug for en redningspakke fra eurozonen.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst