Moore vil blotlægge medicinal-industri

LOS ANGELES: Medicinalindustrien i USA er på vagt efter at have fået nys om, at Michael Moore planlægger en kritisk dokumentarfilm om branchen. Den amerikanske filminstruktør Michael Moores næste projekt er at blotlægge medicinalindustrien, skriver det amerikanske dagblad Los Angeles Times onsdag. - At blive narret af sit sygesikringsselskab og dårligt hjulpet af medicinalfirmaerne er en oplevelse, som alle amerikanere har. Systemet, som er ringere end i mange fattigere lande, er til fordel for de få på bekostning af de mange, siger Moore til avisen. Mindst seks store medicinalfirmaer har allerede advaret deres medarbejdere om, at de kan blive udsat for et bagholdsangreb af Moore og hans filmhold. Pfizer, som blandt andet står bag gigtmidlet Celebrex og potensmidlet Viagra, har i et internt nyhedsbrev bedt de ansatte om at være på vagt over for "en lurvet mand med en baseball-kasket" - det vil sige Michael Moore. GlaxoSmithKline og AstraZeneca har underrettet medarbejderne om Moores filmprojekt og har indskærpet, at alle henvendelser skal håndteres af firmaernes presseafdeling. Medicinalbranchen har i forvejen et skidt omdømme efter sager, hvor populære lægemidler er blevet taget ud af handelen på grund af alvorlige bivirkninger. Michael Moore har i dokumentarfilm tidligere taget fat på General Motors, skydevåbenlobbyen og senest præsident George W. Bush i "Fahrenheit 9/11", som vandt guldpalmen i Cannes. Den nye film får titlen "Sicko" (et udtryk om en person, der har ondt i moralen) og ventes at få premiere i første halvår 2006. Samtidig gør Moore klar til at lave en opfølgning på "Fahrenheit 9/11", som har været en publikumssucces - også i USA, om end han ikke nået målet om at hindre Bush i genvalg. Den anden del af den filmiske fortælling begynder, når Bush den 20. januar indsættes som præsident til sin anden embedsperiode. /ritzau/