EMNER

Mor bestemmer - som regel

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Svend og Ketty Clasen har overstået indkøbene - blomster til fruen og tomatplanter til manden.

Nordjylland: De 1000 kvm drivhus i Høvejens Gartneri summer denne formiddag af stemmer fra planteglade ægtepar og enkelte enlige kvinder, der målrettet går efter krukkeafdelingen. I et hjørne snupper Svend og Ketty Clasen fra Blokhus en tår kaffe i caféen, som Anne Lennø indrettede sidste år. - Til glæde for vores mange faste kunder, hvoraf nogle er oppe i årene, lyder det fra Anne Lennø. Også Ketty og Svend Clasen nyder kaffen efter overstået handel. - Forårsplanter til krukker og til at kante bede med, afslører Ketty Clasen, der har spanske margueritter som yndlingsblomst og derfor nok har købt lidt flere, end behovet var. - Men så blev der også et par tomatplanter til mig, siger gemalen med et smil og er ikke sen til at udråbe sin kone, som hende der bestemmer, når der bruges penge på planter. - Jeg synes nu, vi enes meget godt om det, mener Ketty Clasen. Hos John og Lene Düring fra Aalborg er der ingen tvivl om, hvem der bestemmer over plantekøbet. - Det gør konen, siger John Düring, mens hustruen nikker. - Jeg har ellers flere gange sagt, at vi skulle af sted, men nej, smiler han. Pelargonier og georginer er Lene Düring faldet for. Til sommerhusterrassen. Og hun indrømmer, at det meste er impulskøb. For egentligt skulle de slet ikke købe noget. - Vi kørte bare lige forbi på vej hjem fra sommerhuset i Hune og bestemte os for at kigge ind, fortæller John Düring, mens hustruen føjer til: - Jeg vil altid så gerne have farver at kigge på.