Mor fængsles for drab på eget barn

Siden oktober har politiet ledt efter moren til et dødt barn. Nu er hun fundet og er blevet sigtet.

Retten i Glostrup har mandag varetægtsfængslet en kvinde, som sigtes for at have slået sit barn ihjel. Hun er sigtet efter en særlig paragraf, som bruges når mødre slår børn ihjel under eller straks efter fødslen. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix

Retten i Glostrup har mandag varetægtsfængslet en kvinde, som sigtes for at have slået sit barn ihjel. Hun er sigtet efter en særlig paragraf, som bruges når mødre slår børn ihjel under eller straks efter fødslen. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix

En 22-årig kvinde fra Rumænien er blevet fængslet for at have slået sit barn ihjel. Barneliget blev fundet på et grønt område i Glostrup i oktober.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse mandag eftermiddag.

Kvinden har siden maj været internationalt efterlyst. Hun blev anholdt i Rumænien og derpå udleveret til Danmark. Mandag ankom hun til Danmark og blev stillet for en dommer, som besluttede at varetægtsfængsle hende frem til 19. juli.

- Vi ser først og fremmest dette som en tragisk sag, hvor vi nu forhåbentlig kan få bragt endelig klarhed over, hvad der skete, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose i pressemeddelelsen.

Kvinden er ikke sigtet efter den almindelige drabsparagraf i straffeloven.

I stedet er hun mistænkt for at have overtrådt paragraf 238:

- Dræber en moder sit barn under eller straks efter fødslen, og det må formodes, at hun har handlet i nød, af frygt for vanære eller under påvirkning af en ved fødslen fremkaldt svækkelse, forvirring eller rådvildhed, straffes hun med fængsel indtil fire år, lyder det i straffeloven.

Ifølge politiet er forbrydelsen sket mellem 12. september og 28. september. Den 16. oktober fandt nogle håndværkere liget af det lille drengebarn, som lå svøbt i en rød hættetrøje.

Det vides ikke, hvordan kvinden forholder sig til sigtelsen. Retsmødet blev holdt for lukkede døre.

Politiet oplyste allerede i november sidste år, at det mente at have identificeret kvinden, som slog spædbarnet ihjel. Politiet oplyste dengang, at der formentlig var tale om en rumænsk kvinde, som var bosat i Danmark.

I den forbindelse bad politiet det rumænske politi om hjælp til at identificere kvinden. Håbet var, at man kunne matche dna-materiale fra kvinden med dna fra spædbarnet.

De rumænske myndigheder havde dog ikke dna fra kvinden. Dog fandt dansk politi dna i en lejlighed i Glostrup, som man mener, at kvinden boede i.

Det er uvist, om det er dette dna, der har hjulpet politiet til nu at finde frem til kvinden.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.