EMNER

Mor fængslet i fire uger

Kvinde nægter at udlevere 10-årig datter til faderen

HJØRRING:En fraskilt svensk mor til to børn blev torsdag varetægtsfængslet i fire uger, fordi hun nægter at udlevere sin datter til faderen. Faderen, der bor i Hjørring, har forældremyndigheden over begge børnene, Ida på 10 år og Alexander på 11 år. Efter børnenes seneste besøg hos deres mor i Sverige i begyndelsen af august, blev kun sønnen sendt hjem til faderen. Moderen nægter at udlevere datteren, der stadig befinder sig i Sverige, hos sine morforældre. - Kvinden var i Hjørring torsdag i forbindelse med en civil sag om forældremyndigheden. Hun blev anholdt og fremstillet i grundlovsforhør, hvor hun blev varetægtsfængslet i fire uger, sigtet efter straffelovens paragraf 215, fortæller vicekriminalinspektør Jens Erik Poulsen. Straffelovens paragraf 215 siger, at man ikke må holde et barn væk fra indehaveren af forældremyndigheden. Strafferammen er helt op til 4 års fængsel. Både dansk og svensk ret har fastslået, at børnene skal bo hos deres fader, men nuhar kvinden startet en ny sag om forældremyndigheden ved civilretten i Hjørring, og det var årsagen til at hun torsdag var i Hjørring. Sagen blev udsat til 16. november, oplyser Søren Jakobsen, der er dybt frustreret over at han ikke har set sin datter siden 4. august, og at myndighederne tilsyneladende ikke kan hjælpe med at få pigen hjem. - Et eller andet sted er det måske en lettelse, at eks-konen er kommet bag tremmer. Så er der måske nogen, der kan forklare hende, at det hun gør faktisk er strafbart, sukker Søren Jakobsen. Han aner ikke, hvornår han og resten af familien får Ida at se igen. - Jeg har ikke hørt noget fra nogen, siger han trist.