Mor Kamels forløsende gråd

Kræver du noget ekstraordinært af de film, du ser, skal du gå ind og se "Den grædende kamel". En ganske enkel historie om en lille nyfødt kamel, der bliver afvist af sin mor. Men også en film, som betingelsesløst fanger publikum med sin stilfærdige beretning fra en ganske fremmed verden. Vi er blandt mongolske nomadehyrder i Gobiørkenen. En af denne klodes allermest øde og allermest barske steder. Temperaturen falder med 30 grader om natten, og på et øjeblik tvinger nådesløst piskende sandstorme menneskene til at søge ly, og selv om filmen er optaget om foråret, ligger landskabet øde og dødt hen. Afsvedne buske og tørt græs, mens trillende sanglærker fylder himmelrummet over ørkenen. Så bliver den lille hvide kamel født. Og der opstår straks problemer efter den hårde fødsel, hvor hyrderne må hjælpe til. Mor Kamel får nemlig fødselsdepression, fornægter sit barn og i længden kan den nyfødte ikke klare sig med sutteflaske. Derfor bliver familiens to drenge sendt afsted til den nærliggende by for at skaffe en god spillemand, som kan få mor og barn forenet igen ved hjælp af sang og spil. Hoos ritual hedder det. Tempoet i filmen er lige så arbejdsomt og roligt som hyrdernes hverdag. Brændesamling, vanding af kameler, børne- og gedepasning, kameluldsklipning afsluttet med aftensmaden bestående af glohed kamelmælk med ris. Det er ikke hver dag, at du får mulighed for at se en fortællende dokumentarfilm, der blander nøjagtige registreringer med spillefilmsdramaet, men instruktørerne, Luigi Falorni og Byambasuren Davaa, slipper afsted med det på fornem vis. Og det er heller ikke hver dag, at hovedrollerne i en film bliver spillet af to kameler. Nemlig mor Ingen og baby Botok, som forøvrigt begge gør det fremragende. Samtidigt får vi et ganske fantastisk indblik i, hvordan en givetvis uddøende nomadekultur overlever under ekstreme livsvilkår. Uddøende? Ja, for blot et langt kamelridt væk lokker byen med fjernsyn, mountainbikes og ispinde, og det varer givet ikke mange år, før hyrdernes traditionelle levevis bliver væltet omkuld af den parabolbårne kulturimperialisme. Og hvem skal så spille for dieafvisende kameler? Det er den nødvendige nøjsomhed og de barske levevilkår, som gør det så nødvendigt for nomaderne, at den lille kamel overlever. Men samtidigt bliver alle de anstrengelser, som de gør for, at mor og barn bliver forenet, til en universel historie om os alle sammen. Om vores behov for kærlighed. Om vores behov for at blive mødt og accepteret. For uden kærlighed kan ingen overleve. Heller ikke kameler. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle klemme en tåre, fordi en kamel græder. Men her var det tæt på. Giv dig tid til at se en hjertevarm film om kameler og kærlighed. Og du kan godt tage børnene med. "Den grædende kamel". Mongoliet/Tyskland, 2004. Instr.: Byambasuren Davaa & Luigi Falorni. En time, 30 min. Till. f. alle. Biffen, Danmarkspremiere.