Mor og datter udstiller på plejehjem

Så er årets første udstilling på Bælum Ældrecenter hængt op. Det er to amatørkunstnere fra St. Brøndum, der udstiller; Karen Norre og hendes 10-årige datter Kirstine. Karen Norre fik for nylig to malerier udtaget til Himmerlands første censurerede kunstudstilling, i KulturStationen i Skørping i november Karen Norre er specielt interesseret i akvarel og maler mest dyr, især heste, og andre motiver fra naturen. Interessen opstod allerede i barndommen. Hun er født og opvokset på landet og bor nu på en landejendom sammen med sin mand, to børn og fem heste. Maleriet har dog ligget i dvale i mange år, men blev genoptaget for et års tid siden, da Karen Norre blev bedt om at lave en udstilling på sin arbejdsplads, Post Danmark. Herefter er det gået slag i slag med udstillinger flere steder i lokalområdet. Det går så godt, at det kniber med at have billeder nok, så denne gang har hun bedt sin datter om at hjælpe. Kirstine elsker også at male dyr. Alle er velkomne på ældrecentret for at se udstillingen, som vises hele januar.