Hadsund

Mor og to børn beskudt med luftriffel

HADSUND:En mor og hendes to børn følte sig pludselig hensat til en amerikansk action-film, da de i aftes under en gåtur i Hadsund mærkede adskillige riffelkugler fløjte om ørerne på sig. At det ikke bare var indbildning, blev kort efter bekræftet af et vidne, der med sine egne øjne så gerningsmanden stå i et vindue og fyre riffelskud af mod den sagesløse lille familie. Ved redaktionens slutning i aftes var riffelskytten endnu ikke pågrebet. Han var nemlig forsvundet fra sin lejlighed, da en politipatrulje dukkede op for at sætte en stopper for skyderiet. Indtil andet er bevist, går politiet ud fra, at skydevåbenet var en luftriffel og ammunitionen plastickugler. - Men derfor er det skam alvorligt nok endda at skyde efter en mor og to børn på den måde. Hvad kunne der f. eks. ikke være sket, hvis et af børnene havde fået en kugle i øjet, bemærker vagthavende hos Hobro Politi.

Mest læste