Mor opdigtede søns kramper - turde ikke afsløre sig selv

En lille dreng blev udsat for unødige behandlinger på grund af mors fantasi. Moren erkender delvist skyld.

Retten i Odense har torsdag taget hul på en sag, hvor en mor anklages for at have opdigtet symptomer hos sin søn og skadet ham. (Arkivfoto)

Retten i Odense har torsdag taget hul på en sag, hvor en mor anklages for at have opdigtet symptomer hos sin søn og skadet ham. (Arkivfoto)

ODENSE:Det var ikke rigtigt, når en ung mor flere gange fortalte læger, at hendes dengang et- og toårige søn havde krampeanfald.

Det erkender den nu 24-årige mor i Retten i Odense. Her bliver hun afhørt i sagen, hvor hun har siddet varetægtsfængslet i et år.

Moren er desuden tiltalt for i maj 2019 have tilført inficeret urin til sønnens blodbaner, hvilket gav drengen septisk chok - en livstruende tilstand.

Men det hele begyndte med et krampeanfald 1. juni 2018, som var ægte nok, fortæller den unge kvinde.

- Han havde lidt feber, og så begyndte han at have rystelser i arme og ben, siger moren.

Anklagemyndigheden mener dog, at dette tilfælde også var opdigtet. Ved krampeanfaldet blev en ambulance tilkaldt, og personalet konstaterede ifølge anklageren, at drengens temperatur var 37 grader.

Ifølge anklageren har moren mindst 15 gange fra den dag og frem til maj 2019 oplyst, at sønnen havde haft behandlingskrævende krampeanfald, selv om det ikke var sandt.

- Er det kun det første, der efter din opfattelse er reelt, og herefter bliver de opdigtet?, spørger anklager Maria Blomsterberg.

- Ja, svarer kvinden, der i retten giver korte svar på spørgsmålene.

Anklageren vil vide, om kvinden på noget tidspunkt tænker, at hun skal fortælle lægerne, at drengens symptomer er noget, hun har fundet på.

- Ja, det tænker jeg på nogle gange, siger hun.

- Jeg tænker, at jeg ikke turde sige det, svarer hun videre.

Moren svarer også bekræftende, da anklageren spørger, om historierne bliver flere og alvorligere.

Drengen fik udskrevet medicin til at forebygge krampeanfaldene. Det medførte ifølge anklageskriftet blandt andet øget træthed, søvn og påvirket appetit.

Moren fortæller, at hun dog kun gav drengen cirka halvdelen af den medicin, som lægerne ordinerede. Andre - hendes kæreste og en dagplejemor - gav også medicinen, fordi de blev bedt om det.

Ifølge en mentalundersøgelse af kvinden opfylder hun kriterierne for syndromet Münchhausen by proxy. Det er en lidelse, hvor en omsorgsperson påfører et barn symptomer eller skader.

Anklager Maria Blomsterberg vil også vide, om moren tænkte på, hvad det gjorde ved drengen, at han fik medicin, som han ikke behøvede?

- Det ved jeg ikke. Jeg tror ikke rigtigt, at jeg har tænkt over det, siger hun.

Moren opdigtede også, at drenge havde blod i urinen og afleverede gamle, inficerede urinprøver. Hun erkender, at hun afleverede flere gamle urinprøver.

Men hun fortæller dog, at drengen havde blod i urinen, men at det kan være, at hun nogle gange har sagt, at det var mere, end det var.

Den mest alvorlige anklage mod kvinden om at have tilført inficeret blod til drengens blodbane, ventes hun at blive udspurgt om senere torsdag, når afhøringen fortsætter.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.