Lokalpolitik

Mor på første række

Fhv. borgmester i Farsø, Jette Thomsen, har skrevet sine erindringer fra et broget liv med base i Himmerland.

En af de nordjyder, der er klar til kamp op til det forestående kommunalvalg i november, er Jette Thomsen - tidligere borgmester i to perioder i Farsø, engang byrådsmedlem i Aars og i to perioder medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti. Altså en dame med erfaringer i det politiske gebet, hun agter at kaste sig over igen i den nye vesthimmerlandske kommune. Og med en lang, personlig historie i Himmerland, hvor hun også har været krokone både i Aars og i Ertebølle. Men erfaringer kommer jo ikke fra dag ét - og hvordan det var, da hun første gang var til valgmøde op til sin første egentlige valgkamp, kan man opleve i Jette Thomsens erindringer, som udkommer på fredag - "Umagen værd". Scenen er fortrinsvis fra Markedshallen i Hobro i januar 1983: Som medlem af Aars Byråd var jeg meldt til Det Konservative Folkepartis Landsråd i Falkonercentret den første weekend i november 1983. Det var ugen efter, at jeg var blevet valgt til formand for Dansk Arbejdsgiver-forening i Vesthimmerland. Vi var vel omkring 2500 mennesker, og det er kutyme, at de nye aviser bliver lagt frem på bordene i lange rækker. Jeg kom i god tid og gik op igennem salen, idet jeg skulle sidde helt oppe foran sammen med de øvrige fra Nordjylland. På vejen kiggede jeg selvfølgelig på aviserne, og et eller andet sted fornemmede jeg ret ubevidst, at der var noget bekendt ved det billede, der var på forsiden. Det var ikke så mærkeligt. Det var mig. Jeg var helt uforberedt. Jeg havde ikke talt med en eneste avis, og jeg blev virkelig klam i hænderne og ramt af min gamle generthed over, at alle disse mennesker nu kunne sidde og se på et billede af mig. Jeg havde taget det lidt mere roligt, da Billed Bladet tidligere i en serie om karrierekvinder havde bragt en artikel om mig på tre hele sider. Forsiden var, synes jeg selv, et godt billede af mig, mens overskriften lød: - Jeg kunne ikke tænke mig at hækle mig gennem tilværelsen. Det løfte synes jeg da, at jeg har holdt meget godt. Den 15. december 1983 blev der udskrevet valg til Folketinget. Jeg var i køkkenet og i fuld sving med forberedelserne til årets julefrokoster. Det var endnu en måned uden køkkenchef, og jeg husker situationen helt tydeligt: Jeg stod med fingrene i fem-seks sylter, da telefonen ringede. Det var Tage Skov Jensen fra Den konservative Vælgerforening i Hobro. Han ville høre, om jeg havde tænkt på Folketinget. Det havde jeg bestemt ikke, men det kom jeg hurtig til. Skov Jensen og hans kone ville gerne komme til Aars den kommende søndag for at tale med mig. De må åbenbart have syntes om det, de så, for de indstillede til kredsbestyrelsen hjemme i Hobro, at jeg blev opstillet som Hobro-kredsens kandidat til valget. Planen var, at jeg skulle præsenteres - og forhåbentlig vælges - på et opstillingsmøde tredje juledag på Teatret i Hobro. Indtil dagen skulle ingen vide noget. Overraskelsen ville give de bedste overskrifter - og altså den største opmærksomhed om den nye kandidat, mente man. Og det blev virkelig noget af en bombe. Men jeg blev valgt af hele forsamlingen, og selvom det var en halvhellig tredje juledag, var der mødt 60 mennesker frem Aalborg Stiftstidende havde lugtet lunten og ringede til teatret ved 22.30-tiden om aftenen, og dagen efter blev jeg præsenteret i avisen som de konservatives sorte hest. Jeg kunne jo ikke få stemmer til et mandat alene fra Hobro, så jeg måtte ud i hele Nordjylland for at hente støtte. Jeg skal lige love for, at jeg kom ind i politik. Ledelsen i Den konservative Vælgerforening i Aars-kredsen blev mildt sagt temmelig knotten. Formanden skrev et kedeligt brev til mig om, at jeg ikke burde have ladet mig opstillet, og at jeg i det mindste ikke kunne være bekendt at gøre det uden først at spørge dem. Og Niels Ahlmann Olsen, som var valgt i Aars-kredsen, fik, har han senere fortalt mig, nærmest en prop, da han hørte om min opstilling. Han var på juleferie i Norge men tog omgående hjem. Det gik jo godt, men først var der lige noget, der hed valgkamp. Jeg var, som det siger sig selv, meget ny, og der var ikke tid til den helt store taktik. Til gengæld var jeg på sin vis en anderledes type på en politiker, end man ellers så, og overskrifterne om "Krokonen der vil i Folketinget" gav da også stuvende fuldt hus til valgmøderne i Markedshallen i Hobro og på Rebildhus i Skørping. Jeg vidste, at et valgmøde kunne være forfærdeligt, men så slemt, som det var i Markedshallen i Hobro, havde jeg dog aldrig i min vildeste fantasi troet muligt. Folk var ret barske til at spørge om ting, de selv kendte svaret på, men som kunne være nye for mig, og det haglede ned med spidsfindigheder, jeg skulle svare på på stående fod. Men det skulle vise sig slet ikke at være det værste. Det værste var, at min mor, som i sine unge dage havde serveret i Markedshallen, uden at jeg vidste det, var mødt op til vælgermødet sammen med min Moster Anna. De havde placeret sig lige ud for panelet ved mit navn, så de rigtig kunne sidde og nyde deres geni af en datter og niece. For det første stirrede de mig lige ind i hovedet hele tiden, og hver eneste gang, der var en i salen, der lagde ud med et " Jeg vil gerne spørge Jette Thomsen", så gav min mor et hop og proklamerede himmelhøjt: - Uha, Jette, det kan du da ikke. Mor havde ikke ganske uret, men det hjalp i hvert fald ikke på min nervøsitet. Til sidst var der et spørgsmål, som jeg simpelthen opgav. Jeg forstod ganske enkelt ikke, hvad det gik ud på, så jeg rejste mig og sagde "NÅ". Dagen efter var der en stor artikel på Aalborg Stiftstidendes forside med den sigende overskrift: Valgkampens korteste svar: Nå! Med underrubrikken: Fra den konservative Jette Thomsen. Mor blev nægtet adgang til flere af mine valgmøder. Til gengæld kunne jeg ikke klage over valget. Jeg fik massevis af stemmer fra hele Nordjylland, og den 9. januar var jeg så medlem af Folketinget. Det tog jeg selv meget roligt, men jeg må rigtignok sige, at hele den samlede danske verdenspresse med samt alle ugebladene var over mig hele den første uge, og det var sådan set et meget større pres end selve valgkampen. Du vil gerne sige noget fornuftigt, men til sidst ved du ikke rigtig, hvad der kommer ud af munden. Når jeg senere har læst, hvad der blev skrevet, glæder jeg mig dog over, at det trods alt ikke var så tosset. Pladsen i Folketinget blev ikke gratis. Tværtimod oplevede jeg helt konkret, hvorfor der ikke er flere selvstændige, der involverer sig i politik: I de fleste forretninger er man nødt til at have kunder med alle politiske holdninger, og det kunne man ikke dengang regne med at få, når man meldte klart ud. Alle de fagforeninger, som plejede at holde møder og generalforsamlinger på hotellet, flyttede deres arrangementer op på Kimbrerkroen. Selvfølgelig ved jeg godt, at de gjorde det for at markere afstand til konservativ politik, men det undrer mig egentlig stadigvæk. Eftersom vi var medlem af DA, kunne man regne med, at vi altså respekterede arbejdsmarkedets spilleregler. På Kimbrerkroen var de ikke medlem af arbejdsgiverorganis ationen og havde altså ikke nogen formel overenskomst. Men som om det ikke var nok, så flyttede de konservative også derop. De var altså stadigvæk fornærmede over, at jeg stillede op til Folketinget i Hobro. Nå, disse reaktioner er heldigvis for længst glemt, men det må nødvendigvis med for at give et billede af, at politik kan være et giftigt fag. ] Umagen værd Jette Thomsen Eget Forlag 164 sider - 168 kr.