Mor, single og storbystrisser

Min generation af kvinder gaber ikke over for meget, vi har bare fået en masse muligheder, som vi gerne vil udnytte optimalt, siger Charlotte Munck, hovedrolle i TV 2's nye politiserie "Anna Pihl"

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

TV2's politiserie Anna Pihl fortsætter i mindst 10 nye afsnit, bebuder TV2. Seertallet på de første syv afsnit ligger i snit på godt 1,4 millioner seere. (Foto: Thomas Marott/TV 2)

Hun er stukket af. Lige nu sidder hun i en stol i en klassisk, gammel lejlighed på Manhattan i New York. Fra stolen er der udsigt til en væg. Klokken er ni morgen, hun har lige skudt dagen i gang med en kop kaffe i den by, som aldrig sover. Charlotte Munck er her og der og alle vegne. Den smukke, høje mørke kvinde optræder på teater, i film og nu som hovedperson i TV 2's nye politiserie "Anna Pihl". Her spiller hun en 31-årig nyuddannet politibetjent, der forsøger at få det hele til at gå op i en højere enhed: karriere, kærlighed og familie. Charlotte Munck slår en latter op, da hun præsenteres for pressematerialet til tv-serien, hvor hovedforfatter Adam Price karakteriserer Anna Pihl som en tidstypisk kvinde, der VIL for meget, og som ER for meget. - Jeg tror ikke, at min generation af kvinder gaber over for meget. Vi har bare fået den samme opdragelse som mændene. Vi er selvstændigt tænkende individer, der vil noget stort med livet. Der er dog en væsentlig forskel på de to køn, for det er (stadig) kvinderne, der føder børn og går på barsel, samtidig med at de skal passe en karriere, og det kan gøre unge kvinder lidt splittede, mener Charlotte Munck, der endnu ikke selv er blevet mor. Men den kønspolitiske side af tilværelsen synes hun nu at tage med stoisk ro: - Det er kun en generation siden, at kvinder sådan for alvor kom på arbejdsmarkedet. Ting tager tid. Jeg tror ikke rigtigt på kønskvotering, som nogen taler om. Jeg tror mere på en langsom bevidsthedsændring. Man kan ikke forcere udviklingen. Den skal komme fra kvinderne selv eller fra den måde, man opdrager dem på. Men det kan godt være, det er en overfladisk betragtning, og at folk, der virkeligt ved noget om det her område, synes, jeg er naiv. Om Anna Pihl siger hun: - Hun er en frembrusende og ambitiøs kvinde. Rimelig åbenmundet og ret god til at slå nogen skæve. Men hun er også god til at rokke ved fastgroede vaner. Er det her, det sner? Den 36-årige danske skuespiller har for en kortere bemærkning slået sig ned i den amerikanske metropol for - som hun udtrykker det - at sondere terrænet. I vores globaliserede verden er det ikke kun danske varer og tegninger af Muhammed, der frit drager hen over grænser, det gør i stigende grad også danske skuespillere, der som følge af dansk films enorme succes ikke længere behøver at stå med hatten i hånden: - Det kunne være enormt sjovt at prøve at arbejde herovre, siger Charlotte Munck med blød morgenstemme. Hun har bare ikke lyst til at starte helt på bunden med små, ubetydelige roller, og spørgsmålet er også om, det er i New York, det sner lige nu: - De er enormt gode til at komme ud over scenekanten, og det kan jeg som skuespiller lære noget af, men måske ville det være mere spændende for mig rent teatermæssigt at prøve kræfter i Berlin eller i Stockholm. Eller måske inden for et helt andet område - instruktion og manuskriptskrivning, som Charlotte Munck så småt er gået i gang med. Hun har noteret sig, at skuespillere ikke betragtes som skabende kunstnere - men som udøvende kunstnere. Og det mærker hun også lidt på egen krop som en utilfredsstillende murren: - Jeg vil gerne fortsætte med at være skuespiller, men ved siden af, kunne jeg godt tænke mig at være mere med i den skabende proces. At stå i et helt nøgent felt, hvor alt er muligt. Hvor man med brainstorm og vilde ideer bygger en helt ny verden op. Musikalsk familie De ville ellers ikke lukke hende ind på skuespillerskolerne - hverken i første, andet, tredje eller fjerde hug. Men femte gang så snuppede de hende på Odense Teater. Og det var et godt valgt, for der har været rift om Charlotte Munck, siden hun blev fuldt flyvefærdig i 1998. Hun er vokset op i et lægehjem i Ørsted på Djursland, og også hendes tre søskende har valgt en kreativ karriere - de er alle musikere. Den ældste lillesøster er sangerinde og pladeaktuel med bandet Armstrong, og hendes bror er nyuddannet fra Rytmisk Konservatorium. Yngste lillesøster er også sangerinde og om få måneder pladeaktuel med duoen Munck/Johnson. Charlotte Munck synger også jazz, og oprindeligt ville hun have været fuldtidssangerinde, men så var der nogle veninder, som søgte ind på skuespillerskolerne, og det blev hun smittet af: - Mange af mine kolleger fortæller, at de allerede som helt små vidste, at de ville være skuespillere, men sådan havde jeg det ikke. Jeg forsøgte lidt for sjov, men så blev jeg vildt optaget af det. Det var spændende at være et sted, hvor jeg ikke kunne bunde, men hvor jeg alligevel fornemmede, at jeg nok havde nogen evner. New York er helt forårsagtig i disse dage, fortæller Charlotte Munck. Folk har slået sig ned i parker og udendørs på cafeer, og man går rundt og spøger med, at det må være den globale opvarmning, som endelig er slået igennem. Til gengæld ofrer man tilsyneladende ikke danskernes hedetur meget opmærksomhed - Muhammed-tegningerne og dansk international krise: - Det taler man ikke så meget om. Jeg tror, det fylder på linje med alle de andre tusind millioner ting, der hele tiden sker her. Det er lidt underligt for mig at opleve det hele på anden hånd. Jeg følger med på nettet og taler med mine venner i Danmark om det, der sker. Når jeg nævner det over for amerikanere, tager de det alvorligt, men nogen af dem synes vist også, at vi er provinsielle, når vi tror, at vi kan fornærme muslimerne, uden at der kommer nogle reaktioner. Om en lille måneds tid er Charlotte Munck hjemme i den internationale andedam igen. Her skal hun i gang med et musikprojekt, "Projekt RUR" med nye sange af digteren Janus Kodal, og fra den 2. juni er hun med i Det Kongelige Teaters udendørsforestilling "Thor" i Klampenborg Dyrehave. Og måske venter der indspilning af flere episoder af TV 2's nye serie om livet som kvindelig strisser i storbyen. Det afgør seerne.