Mor stoppet i mindreårig søns firmabil

Retten dømte sønnen til at betale ekstra skat af samlet 71.000 kroner for værdien af fri bil

Arkivfoto
13. juni 2018 10:51

INDLAND: En kvinde blev standset under en razzia, mens hun kørte i en Mercedes, der tilhørte et firma, som hendes mindreårige søn stod opført som ejer af. Det skriver Fagbladet 3F.

Drengen er under 18 år og har aldrig selv måttet køre i firmaets biler. Alligevel er det ham som ejer af virksomheden, der nu i Københavns Byret er dømt til at betale ekstra skat for privat brug af biler.

Det fremgår videre af dommen, at drengens firma ejede en række køretøjer - blandt andet en knallert, som ejeren var gammel nok til at køre på.

På listen står desuden en Citroen Picasso, som faderen somme tider kørte i. Og en Mercedes-Benz ML, som moderen kørte i.

Drengen blev registreret som ejer af firmaet efter, at faderen var gået konkurs. Faderen forklarede i retten, at sønnen intet havde med driften at gøre. Der var ikke ført kørebog for nogen af bilerne. Derfor forelå der ingen dokumentation for, hvordan de var brugt.

Retten dømte sønnen til at betale ekstra skat af samlet 71.000 kroner for værdien af fri bil. Det sker ud fra regler og domme, som siger, at en ejer godt kan blive beskattet, selvom en fordel ikke tilfalder ham selv personligt, men en anden, som han er nært tilknyttet.

Familien er ikke de eneste, der fusker. En rapport fra Skat i december i fjor anslår, at der begås fejl med fri bil for omkring 100 millioner kroner om året.

Derfor gennemfører Skat i år et kontrolprojekt, der retter sig mod hovedaktionærer og deres selskaber. Efterforskningen har blandt andet fokus på frie goder, herunder bil, båd og sommerhus.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...