Mor vil hurtigt tilbage

Pligtsejr til HIK-kvinderne efter ujævn indsats

HIK Aalborg Aabyhøj 3-0 Volleyball, DM-slutspil, kvinder AALBORG: Støjende klappetræ og trommeslag fra HIK's trofaste heppekor generede ikke Ida på tre uger, der sov sødt som "tilskuer" til sit livs første volleyballkamp. Imens kunne hendes mor rette opmærksomheden mod begivenhederne på banen, hvor Marie Damsgaard brænder efter at gøre comeback i rollen som HIK-profil. - Jeg mistede en del blod ved fødslen, men lægen giver forhåbentlig snart grønt lys for, at jeg kan genoptage træningen. Jeg vil tilbage på fuldt blus, i hvert i fald i næste sæson. Pasningen af Ida skal vi nok finde ud af. Om ikke andre må farmand klare det, smilede Marie Damsgaard med et blik til gemalen Thomas Lau, der spiller på klubbens andethold. Cheftræner Magnus Adalsteinsson glæder sig til at få den 25-årige kantspiller tilbage i truppen. - Hendes tilstedeværelse vil være et stort plus, men hun afgør selv, hvornår hun er klar. Forlængelse i sigte I aftes kom HIK'erne tilbage på sejrskurs efter to nederlag og sikrede sig adgang til semifinalerne fra minimum en tredjeplads, men der var ikke megen glans over præstationen mod bundholdet Aabyhøj, der har tabt alle otte slutspilskampe. - Vi manglede det sidste gear, men jeg skiftede også rigeligt ud, erkendte HIK-træneren efter tre tætte sæt, hvor aalborgenserne i de to første sæt kom igen fra henholdsvis 9-14 og 18-21, men til gengæld satte en 24-20 føring over styr i tredje sæt, før afgørelsen faldt definitivt. HIK-ledelsen ser gerne Magnus Adalsteinsson fortsætte i næste sæson, der i givet fald bliver hans fjerde i træk på posten. Den islandske træner er også selv interesseret i at fortsætte samarbejdet, men brikker omkring job og studier skal først falde på plads. Kampfakta: Periodecifre: 25-22, 26-24, 26-24. Tilskuere: 100.