Moral og fysik helt i top hos Jetsmark

Nordjyderne rejste sig flot efter chokstart af Kolding FC

Kolding FC Jetsmark 2-2 Fodbold, 2. division KOLDING: Retfærdigheden skete fyldest, da Jetsmark i kampens sidste 10 minutter fik vendt et truende nederlag til et enkelt point, og dermed fik de grønblusede nordjyder vist, at både moral og fysik er helt i top. Jetsmark fik ellers et voldsomt chok i kampens start, da hjemmeholdet i løbet af otte minutter havde bragt sig i front med 2-0, og ifølge Jetsmark-træner, Henning Pedersen, kunne det have gået endnu værre i det første kvarter. - Vi lavede simpelthen for mange forsvarskoks i starten af opgøret, og i de kommende kampe skal vi have lært at være på tæerne fra første fløjt, lød det fra en ellers særdeles tilfreds Jestmark-træner, der kunne indkassere sit fjerde point i to kampe efter sin tiltræden i klubben. Koldings mål til 2-0 faldt efter et straffespark, hvor Jetsmark-keeper Claus Svendsen var i ryggen på en modstander. - Vi var noget ude i tovene i det første kvarter, men i resten af første halvleg tilspillede vi os så mange chancer, at vi allerede i pausen var enige om, at der var gode muligheder for at hente point trods pausestillingen på 2-0 til Kolding. I anden halvleg fik Jetsmark modvind på banen, men alligevel sad holdet totalt på kampen. - Vi fik også produceret chancer på samlebånd, men først 10 minutter før tid lykkedes det for os at få reduceret, da en tilfældig bold ind i feltet blev sendt fladt ind ved stolpen af Thomas Bagger, fortæller Jetsmark-træneren, der i de resten af kampen kiggede ængsteligt op på stadionuret. Tre minutter før tid kom udligningen endelig, da altid farlige Kent Hangaard sendte en hoppende bold i nettet. Hos nordjyderne var anfører Jan Steffensen, som i de sidste 20 minutter blev kastet helt frem i front, samt målscorer Thomas Bagger de bedste. Kampfakta: Pausestilling: 2-0 Mål: 6. minut, 1-0 Thomas Christensen, 8. minut, 2-0 Mogens Hjorth (straffespark), 80. minut, 2-1 Thomas Bagger, 87. minut, 2-2 Kent Hangaard. Tilskuere: 621.