Moralske problemer?

Aldrig tidligere har interessen for, hvad politikere foretager sig - og især ikke foretager sig - og hvordan de prioriterer arbejdet været større. Enten er vælgerne blevet væsentligt mere interesserede i politikere som "det hele menneske" - eller også er de samme vælgere blevet ofre for en rask gang spin, udtænkt af en magt- og indflydelses-sulten opposition. I en tid, der kalder på reformer og forandringer og en høj grad af nytænkning - i et land, ramt af en af de værste økonomiske kriser siden Anden Verdenskrig og påvirket af vulkanaske og flyveforbud - virker oppositionen, som om den først og fremmest er optaget af rent moralske problemer snarere end politiske. Fremprovokeret af næstformand for Socialdemokraternes folketingsgruppe, Morten Bødskov, skal udenrigsminister Lene Espersen (K) i dag i folketingssalen forklare, hvordan det dog kunne gå til, at hun fravalgte et møde mandag 29. marts om det arktiske områdes fremtid med blandt andre USA's udenrigsminister Hillary Clinton til fordel for én gang planlagt påskeferie på Mallorca samme med familien. Om ikke andet skal forespørgslen - ifølge politikere i oppositionen - meget gerne munde ud i at få udenrigsministeren til at erkende, at hun har mere end et fuldtidsjob, og er ministerens svar ikke tilfredsstillende, kan et mistillidsvotum til hende åbenbart godt komme på tale. På det seneste er Lene Espersen også blevet kritiseret for at være fraværende ved den officielle ceremoni ved begravelsen af Polens præsident Lech Kaczynski. Hun kunne ikke komme som følge af flyveforbud, men så kunne hun være kørt til Polen, lyder kritikken, selv om alle regler strengt taget har været overholdt ved, at Danmarks ambassadør i Polen har været til stede ved ceremonien. Den endeløse kritik af rent moralsk tilsnit - mens indviklede politiske spørgsmål bevidst bliver forbigået - kan meget vel ramme næste regering, som virkelig vil blive jagtet, med mindre den består af lutter ministre, der aldrig foretager så meget som ét eneste fejltrin eller én eneste forkert prioritering...