Morders far: Min søn blev styret

Dominerende, kontrollerende og hønemor med en ekstrem beskyttertrang over for sine børn. Sådan lyder beskrivelsen af den 44-årige kvinde, der er anklaget for to gange mord i et nævningeting i Vestre Landsret. Især forholdet til den 30-årige eks-kæreste har vakt undren.

- Det var et mærkeligt forhold, slet ikke som alle andres. Alene aldersforskellen på 14 år virkede underlig, og vi mistede nærmest kontakten med vores søn. Jeg prøvede at få ham til at blive boende hjemme, men det ville han ikke, fortalte faderen i går i landsretten om det bizarre forhold, som hans nu 30-årige søn havde til den 14 år ældre kvinde. Sønnen har erkendt, at han i 1992 myrdede kvindens mand, Karsten Kristensen, i en villa i Biersted. Stille dreng Faderen tegnede også billedet af sin søn som et nemt offer. Som barn var han stille og havde svært ved at følge med i skolen. Det gik igen i teenageårene, hvor han valgte yngre kammerater. Han havde i den periode et par kærester, men det var piger, som var fire-fem år yngre end ham selv. Faderen antydede også, at den 44-årige tidligere svigerinde havde ført et liv, som fristede sønnen. - Jeg tror, det var et slaraffenland for min søn at flytte sammen med hende. Her kunne han spille høj musik, være sent oppe om natten, og hun bakkede ham også op, hvis han ikke tog på arbejde. Det var mit indtryk, at hun nærmest livede op, hvis der var mange unge i huset, og der var larm og spektakel, forklarede faderen, som mente, at sønnen lystrede kærestens ønsker blindt. Også selv om sønnen egentlig ikke havde lyst. Faderen kunne også fortælle, at sønnen konstant modtog sms-beskeder fra kvinden. Både når han var på besøg derhjemme og på sin arbejdsplads. Samme trang til kontrol gjaldt også hendes to døtre, mente han. De måtte aldrig være væk fra huset på Stationsvej i Biersted, og hvis en kæreste havde fået en af pigerne med i byen, så talte moderen altid ondt om dem. Desuden henvendte hun sig til sine døtre i et "babysprog", og alt hvad de lavede inden for hjemmets fire vægge blev ukritisk accepteret. Skænderi om julefrokost Den 44-årige kvinde har hidtil forklaret, at eks-manden Karsten Kristensen fuldt ud accepterede, at hun fik forældremyndigheden over deres to døtre. Det belv dog modsagt af afdødes bror, som i går var indkaldt som vidne. Karsten ville i starten have forældremyndigheden over de to døtre, og han var skuffet, da statsamtet bestemte, at begge børn skulle være ved moderen. Men for ikke at skade sine børn, ville han ikke sætte sig imod døtrenes ønske, lød broderens forklaring. Kort før jul i 1992 overhørte broderen og hans eks-kone også en telefonsamtale, hvor Karsten ringede til sin eks-kone og bad om at få den yngste datter med til en familiejulefrokost 1. juledag. Svaret var negativt, og Karsten var tydeligvis skuffet og sagde, at nu ville han kæmpe for forældremyndigheden. Om det så skulle ske i en retssag. Svigerinden var sikker på, at det blev sagt under telefonsamtalen med eks-konen. Datoen er interessant, fordi samtalen fandt kort før, at Karsten Kristensen 27. december blev myrdet med knivstik i sit hus på Enghaven. Det er dog først en oplysning, som er kommet frem, da den gamle mordsag blev genoptaget sidste år, fremhævede forsvareren for enken, advokat Jens Saabo. Forhold til svigerinde Forsvarern prøvede samtidig at så tvivl om vidnets troværdighed, fordi også broderen har haft et seksuelt forhold til sin svigerinde. - Det er rigtigt, at der i perioder var mange seksuelle relationer mellem hende og jeg, og det er den største skam i mit liv. Men sket er sket, og det kan jeg ikke lave om på, lød det fra broderen, som dog nægtede, at han havde noget hævnmotiv over for Karsten Kristensens eks-kone. Den 44-årige kvinde hævder endog, at broderen er biologisk far til den ene af døtrene, og for at få det afprøvet, har hun anlagt en fadderskabssag, der fortsat verserer.