Mordstedet støvsuget for alle spor

Omfattende efterforskning selv om politiet har en formodet gerningsmand

HOBRO:Omfattende tekniske undersøgelser pågår i disse dage i forbindelse med politiets efterforskning i drabssagen fra Vestergade 16 i Hobro. Natten til torsdag blev en 21-årig mand dræbt med adskillige knivstik, og hans 20-årige bror er fængslet for drabet. Han har over for politiet "vedgået de faktiske forhold", og derfor bruger ordensmagten ikke kræfter på at jage en gerningsmand. Men bortset fra det skal mange sten alligevel vendes. Blandt andet har Hobro Politi med assistance fra kriminaltekniske afdelinger i Aalborg og København lavet en minutiøs undersøgelse af lejligheden, hvor drabet skete. Adskillige spor er indsamlet. Det gælder også mange fingeraftryk. Den del af de tekniske undersøgelser klares af eksperter fra Centralbureauet for Identifikation under Rigspolitiet i København. - Det er nu, de tekniske spor skal sikres. De kan underbygge vidneforklaringer. Selv om vi har anholdt en formodet gerningsmand, skal vi stadig kunne belyse motiv og hændelsesforløb, forklarer kriminalinspektør Verner Holm fra Hobro Politi. Bortset fra de tekniske undersøgelser klarer det lokale politi selv efterforskningen. Men man trækker på ekspeter, og afventer endnu den endelige rapport fra retsmedicinerne i Århus, som har obduceret ofret. Samtidig er politiet i gang med afhøringer af personkredsen omkring ofret og den fængslede bror. Mentalundersøges Drabet skete natten til torsdag. Gerningstedet, lejligheden i Vestergade, beboes af den 20-årige drabssigtede. I grundlovsforhøret dagen efter den blodige tragedie, nægtede han at udtale sig. Men gennem sin forsvarer erkendte han de faktiske omstændigheder omkring drabet. Han undskyldte sig med, at han på grund af beruselse ikke vidste, hvad han gjorde. Den anholdtes alkoholpromille blev målt til 1,82. Retten i Hobro har afsagt kendelse om, at den unge mand skal mentalundersøges. Den sigtedes første forklaring til politiet gik på, at de to brødre havde tilbragt det meste af aftenen sammen - ind i mellem i selskab med venner. Da storebroderen tissede på køkkengulvet, smed lillebroderen ham ud. Da han senere vendte tilbage efter sin styrthjelm, opstod et højlydt skænderi, der endte med, at den 21-årige blødende faldt om med 7-10 knivstik, heriblandt flere i brystet. Den 20-årige ringede selv til alarmcentralen.