Fødevarer

Morgenmad er fyldt med sukker

Den morgenmad, som børn typisk spiser, er fuld af sukker og mangler kostfibre. Nogle af dem indeholder stoffer, der er under mistanke for at fremkalde kræft

- Sukker med mælk på, tak. Overdrevet? Ja, men ikke meget. Når børn hælder mælken ud over de farvestrålende morgenmadsprodukter i alle former, gør de samtidig klar til at hælde store mængder sukker indenbords. Og det er en usund måde at starte dagen på, advarerer Forbrugerinformationen, som har testet 21 morgenmadsprodukter. - Børn skal højst have 10 procent af dagens energi fra sukker, og det er ikke noget, vi siger, bare for at være kedelige. For meget sukker betyder ofte, at børnene får for lidt af andre madvarer, som giver de næringsstoffer, de har brug for, siger fødevareekspert Gitte Laub Hansen fra Forbrugerinformationen (FI) til bladet Tænk+Test. 14 ud af de 21 produkter i testen får betegnelsen 'under middel' eller 'dårlig', mens to får middel og kun fem opnår 'god' eller 'meget god', når man vurderer dem på sukkerindholdet. Bare en portion Honey Bees eller Guldkorn, dækker halvdelen af et fire til seksårigt barns anbefalede sukkerindtag. Og mærker som Weetos, Coco Pops og Frosties følger lige efter. Til gengæld er der ros til Coops havregryn, Urtekrams, Kellogg's og Coops Corn Flakes samt Weetabix. Kræftmistanke FI har også testet morgenmadsprodukterne for acrylamid, der dannes af et proteinstof og forskellige sukkerstoffer under bagning eller ristning. Acrylamid er vurderet til at være kræftfremkaldende af Det internationale Cancerforskningsinstitut under Verdenssundhedsorganisationen WHO. Tre produkter - Kellogg's All Bran Regular, Quakers Guldkorn og Havrefras - havde et indhold af acrylamid, som FI betragter som værende for højt, men Quaker afviser kritikken. - Jeg er uforstående over for jeres hårde vurdering af Havrefras, fordi problemerne med acrylamid endnu er på et uafklaret stadie, hvor der er modstridende oplysninger om kræftrisikoen, siger Christian Linde, der er markedschef i Quaker Oats til Tænk+Test. Alligevel arbejder firmaet på at reducere indholdet af acrylamid i Havrefras, men ikke i Guldkorn. En anden væsentlig ting i morgenmaden er indholdet af kostfibre, der er med til at sikre en god fordøjelse og mæthedsfornemmelse. Også her er der stor forskel på produkterne. Her får både Havrefras og All Bran Regular ros, ligesom havregryn fra Coop, Urtekrams Bran Flakes og Weetabix fra Veetabix, mens mærker som Guldkorn, Frosties, Coco Pops får skældud. Den overordnede testvinder slår konkurrenterne i både pris og næringsmæssige kvaliteter og har hverken farvestrålende indpakning, en mystisk form eller en maskot til at sælge sig selv. Skal man have sin morgenmad med mælk på, så er der nemlig ingen tvivl om, hvad der er sundest og billigst: For mens testens taber er Kellogg's Frosties til 44,90 kroner pr. kilo, så vinder de gode, gamle havregryn med en kilopris på 10,25 kroner.