EMNER

Morgentog til Aalborg stopper lidt tidligere - og oftere

HOBRO/ARDEN/SKØRPING/STØVRING:Fra på mandag må togpendlerne fra Hobro og Arden og Skørping møde tre minutter tidligere på stationen, hvis de vil nå den afgang, som rammer Aalborg lige inden klokken 8. DSB har fremskyndet afgangen sydfra, så toget i nævnt rækkefølge nu forlader perronerne i de tre byer henholdsvis klokken 7.20, 7.30 og 7.36. Den fremskyndede afgang tillader til gengæld togstop på alle stationer mod Aalborg. Det betyder, at også passagerer fra Støvring (7.41), Svenstrup (7.48) og Skalborg (7.53) fra på mandag kan benytte denne afgang, der ved samme lejlighed mister status som lyntog. De mange stop betyder nemlig, at togturen vil vare lidt længere. Ankomsten i Aalborg klokken 7.58 er faktisk to minutter senere end hidtil. For specielt Arden-pendlerne har køreplanskiftet efter nytår været en klar gevinst, idet hele seks morgentog mod tidligere kun fire morgentog nu gør holdt i Arden og rammer Aalborg inden klokken 9. Hjemad fra Aalborg må Arden-borgere fortsat nøjes med tre afgange i tidsrummet klokken 14 til 17.