Mormor blomstrer i neonfarver

De gode, gamle potteplanter er fremme igen i nye farver og i selskab med plast og neon. "Mormor" er trend. Mad, som mormor lavede den, er på menuen – måske piftet op med et orientalsk krydderi eller urter fra haven. Og mormors stramaj, brocher, kitler og slåom-kjoler inspirerer moden. Også potteplanterne fra mormors vindueskarm blomstrer på ny – omend det sker i nye farver, som matcher boligindretningen, der iøvrigt er en blanding af loppefund og det nyeste nye fra Philip Starcks designværksted. Fordi det er trend at mikse. - Mix, dont match, lyder det fra Anette Eckmann, der som stylist og trendspotter bl.a. rådgiver de danske gartnere om tidens puls. – Mange af de gamle, danske planter får i bogstaveligste forstand en opblomstring, når de holder sit indtog i selskab med urtepotteskjulere i neonfarvet plast, opvaskebaljer i farvet gummi og stramt designede stålbeholdere. For ikke at tale om skåle og fade i klart eller farvet glas, der giver frit udsyn til jord og rødder. Ifølge den nye trendbølge optræder planterne nemlig uden plastpotten fra gartneriet, når de indtager deres plads i boligen. Kendte plantefamilier De danske potteplanteproducenter er gået i samarbejde med stylister og trendforskere, og sommerens nyheder tæller bl.a. dobbelt-blomstrede Kalanchoe-sorter eller brændende kærlighed; Hibiscus, Aster, Heuchera, Saintpaulia og et hav af nye rosensorter. Masser af "mormor", men i nye farver og klar til en helt ny rolle i boligindretningen. - Stueplanter er ikke længere henvist til en pyntelig tilværelse i vindueskarmen. Faktisk findes der ikke vindueskarme i mange af de nye boliger, der er præget af store vinduespartier fra gulv til loft, påpeger Anette Eckmann. - I de internationale bolig- og livsstilsmagasiner har man i det sidste års tid kunnet se planter optræde som rene skulpturer i rummet. En tendens, som trendforskere verden over er enige om vil udvikle sig markant i de kommende år – også i Danmark. Planter som kunst Blomsterstylist Luise Madsen er én af dem, der oplever en anderledes og utraditionel interesse for planter i boligen. Stylisten betragter planterne som installationer, der med ro og orden og styr på farverne passer til stue eller køkken-alrum. - Og det er vigtigt, at planterne markerer sig, bliver til en del af indretningen – noget, som bliver bemærket. Det kan ifølge Luise Madsen gøres på flere måder. - Det handler ikke om at blande mange forskellige planter. Tværtimod. Men det kan handle om at samle mange planter af samme slags på ét sted, løst placeret på et fad eller i ens skjulere på én lang række på reolen. Og så kan man gøre noget ved de kendte plantetyper, så de får et helt nyt udtryk, fortæller Louise Madsen. - Prøv f.eks. at pille alle de grønne blade af eller klip bladenes spidser – mere skal der ikke til, før planterne er blevet til små eller store skulpturer. Skulptur på slottet Det er en metode, som Stig Lauritsen, kendt fra TV2-programmet "Have haves", også benytter sig af, omend begrundelsen er en anden end trend. - Jeg starter faktisk tit med at pille de grønne blade af mine nyindkøbte blomstrende potteplanter. Fordi planteproducenterne efter min mening næsten er blevet for dygtige. Planterne er for ens og perfekte. Når de yderste grønne blade pilles af, vokser planten efterfølgende mere frit, lidt vildt og måske lidt skævt. Den bliver anderledes at se på, og det passer nu engang godt til min stil, siger den arkitektuddannede gartner, der til daglig arbejder i orangeriet på Gisselfeldt Slot. - Jeg oplever i høj grad en stigende interesse for de gamle plantetyper. Jeg tror også, at folk er ved at få et mere afslappet forhold til planter og levetid. Der har været en tendens til, at mange har holdt sig fra blomstrende planter, fordi man frygtede, at de ville gå ud, hvis ikke de blev plejet og passet. Og selvfølgelig skal planterne trives, men det handler lige så meget om at tilbyde dem et miljø, der minder om de steder, hvor de oprindeligt kommer fra – sol og varme til tropeplanter og en placering i en kølig vinduesniche til oliventræet om vinteren. Og så er det jo i øvrigt plantens natur at vokse, udvikle sig og dø, siger Stig Lauritsen. lisb