EMNER

mORS: FIN Service

NYKØBING MORS: Viljen til at hjælpe og svare på spørgsmål er stor hos Morsø Kommune. Men det er knapt, at den hjælpsomme - og tålmodige - medarbejder hos kommunens tekniske forvaltning lige på stående fod kan svare på alle umulige spørgsmål om udvidelse af onkels svineproduktion. - Lige netop det spørgsmål kan jeg desværre ikke svare på. Men du er meget velkommen til at ringe til min kollega, når hun kommer i morgen. Hun er ekspert på området, lyder svaret. Medarbejderen lader forstå, at hun er forholdsvis ny i afdelingen, og at udvidelse af husdyrhold er et helt nyt administrationsområde for kommunen. Alligevel er hun i stand til at svare på en stor del af spørgsmålene om onkels planlagte udvidelse. - Du skal have fat i en konsulent fra landbocentret. Så vil han hjælpe dig og din onkel med at udfærdige en ansøgning, lyder rådet. Jeg får også at vide, at ansøgningen skal give oplysninger om antallet af dyr, pladser i grisestien, bygningernes størrelse, og hvor meget jord der hører til ejendommen. Jeg fortæller, at jeg har hørt om noget, der hedder en VVM-redegørelse. Og medarbejderen mener nok, at der skal laves sådan én i det konkrete tilfælde. Hun oplyser, at den samlede sagsbehandlingstid sandsynligvis ligger på et halvt år. Men længere, hvis der er klager. Endnu en gang bliver jeg henvist til kollegaen, som møder på arbejde dagen efter, og får endnu en beklagelse over, at hun ikke kan hjælpe yderligere. I det hele taget viser de sig at være yderst servicemindede hos Morsø Kommune. Damen i omstillingen fandt ret hurtigt en medarbejder på teknisk forvaltning. Og denne medarbejder sprintede ned ad gangene og tilbage igen for at finde den medarbejder, der bedst kunne svare på spørgsmålene om udvidelsen af onkels svineproduktion på Mors.