Håndbold

Mors-Thy kan skimte oprykningen

Med 28-24 over Ravnstrup vandt Mors-Thys andethold i 3. division sin 13. sejr i træk

Mikkel Kaagaard blev topscorer med otte mål, da Mors-Thy Håndbold II torsdag besejrede Ravnstrup med 28-24.Arkivfoto: Peter Mørk

Mikkel Kaagaard blev topscorer med otte mål, da Mors-Thy Håndbold II torsdag besejrede Ravnstrup med 28-24.Arkivfoto: Peter Mørk

Mors-Thy Håndbolds andethold i 3. division kan fortsat drømme om oprykning til 2. division. Torsdag aften generobrede herrerne nemlig førstepladsen i rækken fra Viborg, da Ravnstrup blev besejret med 28-24 efter 12-12 ved pausen. Det var samtidig Mors-Thys 13. sejr på stribe, men efter kampen var der alligevel lidt malurt i bægeret. For selvom midterholdet Ravnstrup måtte undvære holdets altoverskyggende profil i form af den tidligere ligaspiller Kim Møller, lykkedes det nemlig gæsterne at spille lige op med hjemmeholdet gennem hele første halvleg, og det var træner Lars Bang Bertelsen svært utilfreds med. - Vi spiller en helt igennem forfærdelig første halvleg. Ravnstrup er et rutineret hold, der formår at trække alt tempo ud af kampen, og desværre kommer vi til at spille kampen på deres præmisser, siger træneren, der også var langt fra at være tilfreds med sit forsvar i første halvleg. Efter pausen blev det dog noget bedre for hjemmeholdet. Et godt forsvar og en fornuftig kontrafase bragte hurtigt Mors-Thy foran med fire, og derefter var der reelt aldrig tvivl om udfaldet. - I anden halvleg får vi mere fart og drev i det, men alt i alt er det her nok en af de dårligste kampe i sæsonen, siger Lars Bang Bertelsen, der dog havde roser til unge Mikkel Kaagaard, som nettede otte gange for hjemmeholdet. Svære kampe venter Med sejren indtager Mors-Thy igen 3. divisions førsteplads et point foran Viborgs ligareserver. Hvis den position fastholdes i sæsonens sidste fire spillerunder, er det lig med oprykning til 2. division.