Håndbold

Mors-Thy klar til ny sæson i ligaen

Mors-Thy spillerne faldt hinanden om halsen, da de vandt 31-28 over HC Midtjylland, og de dermed sikrede sig endnu en sæson i ligaen. Men kampen blev desværre også ramt af et alvorligt uheld.

Nicolaj Larsen kæmper for at komme fri af en Midtjylland-spiller og det rakte til sejr og fornyelse af ligabilletten. Foto: Klaus Madsen

Nicolaj Larsen kæmper for at komme fri af en Midtjylland-spiller og det rakte til sejr og fornyelse af ligabilletten. Foto: Klaus Madsen

- Jeg er bare så glad. Det er en kæmpe forløsning det her. Kvalifikationsspillet har været et helvede, hvor intet har fungeret, så nu er det bare dejligt, at vi har klaret os. Der skal nok festes lidt i aften, jublede MTH's topscorer Jacob Larsen lige efter slutfløjtet. Alle MTH-spillerne faldt hinanden om halsen, og fejrede, at de nu er sikre på at spille i CBB Mobil Ligaen igen i næste sæson, selvom de mangler en udekamp i kvalifikationsspillet mod Aarhus GF, og det flød med konfetti og en fyldt Thy Hallen jublede. Men det holdt hårdt for de blåblusede. De smed en 5-1-føring væk og halsede i resten af halvlegen efter HC Midtjylland. MTH fik dog til allersidst inden pausen udlignet, så halvlegsstillingen var 15-15. Ved stillingen 18-17 blev kampen ramt af et alvorligt uheldt, da gæsternes topscorer Morten Bjerregaard faldt uheldigt ned efter en meget hård tackling. Han slog tilsyneladende hovedet ned i gulvet i faldet, og det var uhyggelige scener, da han lå på halgulvet i op imod ti minutter, hvor han blev tilset af flere personer. Til sidst kom han ud af hallen på en båre for at blive kørt på hospitalet. Det uheld sammen med de blåblusedes større rutine gjorde udslaget. Det lignede en afgørelse, da Mors-Thy kom foran både 26-22 og 30-26, men så kom nerverne alligevel snigende, og ved stillingen 30-28 med to minutter igen diskede målmand Søren Pedersen op med to perleredninger. Var kampen endt uafgjort havde HC Midtjylland haft de bedste kort i kampen om den ligaplads, som Mors-Thy nu er sikre på. Midtjyderne skal istedet ud i vind eller forsvind kampe imod treeren fra den anden kvalifikationspulje. - Vi fik virkelig sat trumf på i 2. halvleg, og vist, at vi er et ligahold. Det er bare fantastisk, og så fik vi også vist HC Midtjylland, at alt deres hånlige pis, om at de er bedre end os ikke passede, sagde Jakob Larsen inden han løb ud til gutterne i omklædningsrummet til velfortjent jubelsang.