Mors-Thy knust til sidst

Mors-Thy havde mægtige KIF Kolding i knæ og var foran 23-21 med et kvarter igen, men gæsterne svarede igen og vandt 29-25 i Thy Hallen.

Morten Balling og resten af Mors-Thy holdet havde KIF Kolding til tælling, men gæsterne vandt fredagens opgør i Thy Hallen 29-25.
Arkivfoto: Klaus Madsen

Morten Balling og resten af Mors-Thy holdet havde KIF Kolding til tælling, men gæsterne vandt fredagens opgør i Thy Hallen 29-25. Arkivfoto: Klaus Madsen

Det er surt at være foran hele vejen frem til de sidste 13 minutter for så at tabe med fire mål. Den oplevelse kom Mors-Thy ud for fredag aften hjemme i Thy Hallen mod en af de traditionelle sværvægtere i dansk herrehåndbold, KIF Kolding med Peter Bredsdorff-Larsen ved trænerroret. Mors-Thy leverede nemlig en forrygende første halvleg, der fik hele Thy Hallen til at koge, og hjemmeholdet gik til pausen foran 18-13 efter at have ført gennem hele første halvleg. Otte scoringer i rap Midtvejs i anden halvleg var Mors-Thy stadig foran 23-21, men så vendte kampen på en tallerken. Otte scoringer af KIF Kolding i rap, et hav af tabte Mors-Thy-bolde i opspillet og misbrugte chancer. Først i de sidste minutter - efter 13 minutter uden scoringer af Mors-Thy - fik hjemmeholdet pyntet til henholdsvis 24-29 ved Kasper Køser og 25-29 ved Einar Hrafnsson. Ærgerlig afslutning En ærgerlig afslutning på en forrygende kamp af Mors-Thy-mandskabet, der dermed indkasserede det første nederlag på hjemmebane i denne sæson efter sejre i de to første af slagsen. Hos Mors-Thy blev serbiske Dragan Tubic topscorer med seks mål, alle sat ind før pausen, mens Morten Balling, Einar Hrafnsson og Kasper Køser hver scorede fem gange. I Mors-Thy-målet spillede unge Thomas Aagaard en flot kamp mod det stærke KIF Kolding-mandskab.