Mors Thy skabte sensationen

Mors Thy fik uafgjort 33-33 mod Kolding Se billederne fra kampen her

Kasper Poulsgaard spillede en stor kamp for Mors-Thy som fik uafgjort mod Kolding. Foto Peter Mørk

Kasper Poulsgaard spillede en stor kamp for Mors-Thy som fik uafgjort mod Kolding. Foto Peter Mørk

Med fight og vildskab lykkedes det idag for Mors-Thy at få et yderst fortjent point mod topholdet Kolding. Ved stillingen 33-33 havde Kolding ellers bolden i nettet tre sekunder før tid, men dommerne fløjtede for frikast. I de vanvittige slutsekunder hvor Mors-Thy fik to udvisninger fik Kolding endnu et frikast, men det reddede Mors-Thys målmand Rene Villadsen, og derefter faldt de blåblusede hinanden om halsen, mens de fik stående klapsalver fra 576 tilskuere. Det er skidegodt det resultat her, og jeg er helt færdig lige nu, sagde en af kampens store spillere for Mors-Thy, stregspilleren Kaspar Poulsgaard. Med otte scoringer og knaldhårde tacklinger i forsvaret var han en af grundene til det højst overraskende point. Men det var en holdindsats hvor langt de fleste spillede over evne. Mors-Thy styrede kampen det meste af de 60 minutter med bevægeligt og hårdt forsvarsspil, og hurtigt angrebsspil. I starten af 2. halvleg kom Mors-Thy foran med hele 21-15 og en frustreret Kolding-træner Thomas Sivertson tog timeout efter kun seks et halvt minut. Men topholdet kom langsomt med i kampen, og da Kolding for første i kampen kom foran 31-30 med få minutter igen troede tilskuerne, at de blåblusede var løbet tør for kræfter. Men de fortsatte ufortrødent, og fik tilkæmpet sig det fortjente point. Dermed er Mors-Thy inde i noget af en stime, efter at de tidligere på ugen slog GOG.