Mors-Thy slog Skjern

Mors-Thy ligaherrer blev nummer tre ved en miniturnering i Harboøre

Mors-Thys Elijan Dzankovic blev skadet i kampen mod Tvis Holstebro og var ikke med i opgøret mod Skjern. Arkivfoto

Mors-Thys Elijan Dzankovic blev skadet i kampen mod Tvis Holstebro og var ikke med i opgøret mod Skjern. Arkivfoto

HÅNDBOLD:Mors-Thy Håndbolds herrer sikrede sig en tredjeplads ved en miniturnering i Harboøre Idrætscenter, hvor nordvestjyderne lørdag vandt over ligakollegaerne fra Skjern. Kampen sluttede 31-31, og derefter gik holdene direkte til straffekast, hvor Mors-Thy sikrede sig sejren med et enkelt overskydende mål. Forinden havde Mors-Thy torsdag tabte 31-27 til ligakollegaerne fra Team Tvis Holstebro, mens Skjern tabte til Lemvigs 1. divisionshold. - Vi fik spillet nogle kampe mod nogle gode modstandere og fik vedligeholdt formen, siger Mors-Thys cheftræner Per Hvass. Skader Der var dog også malurt i bægret for nordvestjyderne. I torsdagens kamp vred Elijan Dzankovic om på foden, så han er nu ude med en skade. I forvejen er også Marcus Mørk skadet. - Der er fremgang for Marcus, men han døjer med springerknæ, og det er svært at sige, hvor lang tid det tager. Det så ikke for godt ud med Elijans fod, siger Per Hvass. På grund af EM er der en lang vinterpause i herreligaen, og det er Per Hvass godt tilfreds med. - Det er rigtig godt for os. Vi har nogle kampe i april og maj i nedrykningsspillet, hvor vores form gerne skulle toppe. Selvfølgelig går vi efter at undgå nedrykningsspillet, men vi må også være realistiske, så hvis det ikke lykkedes, skal vi være klar til de tre kvalifikationskampe, siger træneren. På torsdag spiller Mors-Thy igen en træningskamp, og det bliver første gang, at det nye fælles hold fra HF Mors og TIK Håndbold optræder i Thy Hallen. Holdet møder Stavanger, der er placeret som nummer 10 blandt de 12 hold i den bedste norske liga. - Hovedformålet med den kamp er at spille en kamp i Thy Hallen. Vi glæder os til at spille en kamp på vores nye hjemmebane, siger Per Hvass. Der er gratis adgang til torsdagens kamp, der fløjtes i gang klokken 20.00.