Mors-Thy vandt uden at imponere
Drammen HK slået med alt for lidt

Trods tredje syvmålssejr i træk var Jan Paulsen ikke tilfreds. Arkivfoto: Ole Iversen
MORS:Antallet af sejre i træningskampe nåede op på tre af tre mulige, men trænerens humør faldt, da Mors-Thy Håndbold lørdag slog Drammen HK.
Det norske hold blev slået med 28-21 i en træningskamp i Fjerritslev, men spillet lod meget tilbage at ønske.
- Det var over hele linjen. Forsvarsmæssigt var der ingen styring. Der var for lidt kommunikation. Angrebsmæssigt fandt vi aldrig rytmen. Når vi løb kontra, lavede vi tekniske fejl, og i første halvleg brændte vi otte 100 procents-chancer, opsummerer Jan Paulsen.
Han vurderer, at Mors-Thy skulle have vundet kampen med 20 mål, men tror, at det efter sejrene over Odder Håndbold og ØIF Arendal var sundt med en spillemæssig lærestreg.
- Nu kom vi ned på jorden, og det er nok meget godt, at vi fandt ud af, at der er meget at arbejde med, siger han.
Mors-Thy spiller næste træningskamp på tirsdag i Åstrup på Djursland, hvor modstanderen er Århus Håndbold.
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.