VIBORG:To gode hold gav hinanden en god kamp, da Mors-Thys ligareserver mødte Viborgs ditto i Viborg, søndag. Og efter et meget jævnbyrdigt opgør, som først blev afgjort i de sidste ti minutter, trak Mors-Thy det længste strå, og kan nu kalde sig ubesejrede efter sæsonens to første opgør, skriver Thisted Dagblad mandag.
Mors-Thys træner Michael Sørensen er selv tidligere Viborg-spiller, og med det på CV’et kunne han lægge en taktik, som også til en vis grad afmonterede Viborgs to ligaspillere, nemlig Jimmy Riis og Dennis Albæk, som var med for at få spilletid.
Efter ti minutters spil så det ellers ikke for lovende ud for Mors-Thy. For da førte Viborgholdet med 4-0.
Men med nogle småjusteringer og lidt gejst råbt ind i spillerne ændrede kampen karakter, og efter 20 minutter havde Mors-Thy bragt sig foran med 8-6, og ved pausen var de foran med en.
I pausen fik Michael Sørensen igen justeret lidt på taktikken og fik gjort spillerne ekstra skarpe på, at koncentration var nøgleordet, og med det udgangspunkt tog Mors-Thy teten i 2. halvleg, hvor de det meste af tiden førte med tre.
Lidt for spændende blev det dog med ti minutter igen, da Viborg fik reduceret til kun at være bagud med en.
Men så fandt Mors-Thy-spillerne igen fokus, og de vandt fortjent med tre.
Mors-Thys træner Michael Sørensen var naturligvis en glad mand efter opgøret:
- Det var en god kamp mellem to gode hold. Jeg synes, vi fandt nøglen til kampen, selvom det blev lidt for spændende til sidst. Men det var meget fortjent, at vi vandt, synes jeg. Og så spillede Mikkel Kaagaard bare outstanding i dag. Han gjorde jo næsten, hvad det passede ham. Flot.
KAMPFAKTA
Pausestillingen: 10-11.
Målscorere for Mors-Thy Håndbold II: Mikkel Kaagaard 9, Bryan Odour 5, Rasmus Rokkjær 5, Mads Eriksen 2, Kenneth Pretzmann 2, Mikkel Severinsen 2, Tobias Elbæk 2, Jesper Pedersen 2
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.