Hobro

Morsingbo er byens nye Kehlet-fotograf

35-årige Peter Jepsen har købt Ingeborg Johansens fotoforretning i Adelgade 24

HOBRO:35-årige Peter Jepsen fra Nykøbing Mors har nu sat film i kameraet til en ny selvstændig karriere som fag- og portrætfotograf i Hobro. Pj Fotografi med undertitlen Kehlets Eftf. har Peter Jepsen valgt at kalde den nu udvidede og ombyggede fotoforretning i Adelgade 24, som han har købt af fotograf Ingeborg Johansen. Hun har været indehaver af forretningen i mere end 25 år. Men allerede i 1949 blev Ingeborg Johansen ansat i den daværende Kehlet-forretning. Selv om Ingeborg Johansen nu trapper ned og slipper sit mangeårige ejerskab som Kehlets efterfølger, så følger hun med i købet som assisterende fotograf i en halv snes timer om ugen. Eller efter behov. Og dermed er rollerne byttet om, idet Peter Jepsen i en periode sidste sommer passede forretningen under Ingeborg Johansens sygdom. - Jeg fotograferer udelukkende digitalt, så den teknik skal Ingeborg nu til at lære, noterer Peter Jepsen, der er nyuddannet fagfotograf efter at have stået i lære i godt fire år hos fotograf Charlotte Schönhoff i Viborg. Forresten da Ingeborg Johansens datter. I hjembyen Nykøbing Mors ejer Peter Jepsen i forvejen en fotoforretning. Her kan kunderne dog kun blive fotograferet efter aftale. I Hobro vil Peter Jepsen kun holde lukket om mandagen. Nyt bliver også udendørs fotografering af nygifte. I modsætning til Ingeborg Johansen, der kun "skød" brudepar i atelieret. - Jeg vil også satse på produkt- og reklame-fotografering for virksomheder. Også børnehaver og bofællesskaber vil jeg begynde at fotografere, forklarer Peter Jepsen. Oprindelig er Peter Jepsen udlært som kommis i Kvickly i Skive. Siden satte en diskusprolabs en stopper for det tunge arbejde. Og det var i forbindelse med en revalidering, han fik ideen og muligheden for at uddanne sig til fotograf. For foto-interessen har han altid haft. Hjemme i Nykøbing har Peter Jepsen kone og tre børn på 7, 5 og 1 år. - Min kone har ikke noget imod at flytte til Hobro. Så på sigt er det familieplanen, at min kone skal blive en del af forretningen, afslører Peter Jepsen, der fredag 27. februar inviterer til åbnings-reception.