Beskyttet bolig udbrændt: mandlig beboer død af røgforgiftning
Hus var totalt overtændt, da beredskabet nåede frem til brand i Redsted på Mors
REDSTED/MORS: En mandlig beboer på 45 år er afgået ved døden efter en voldsom brand i en beskyttet bolig på Gammel Møllevej i Redsted på Mors. Ilden i boligen opstod sent 1. juledag.
Det oplyser vagtchef Jan Nærrum. Midt og Vestjyllands Politi.
Alarmen til branden lød klokken 20.59.
Den mandlige beboer var ifølge vagtchefen kommet ud af boligen, og naboer forsøgte at give livreddende førstehjælp, men det var forgæves. Den 45-årige mand havde simpelthen indåndet for meget røg under branden.
– Da vi ankom til brandstedet, var ældreboligen totalt overtændt, fortæller indsatsleder Rasmus Evaldsen fra Nordjyllands Beredskab på Mors.
Beredskabet havde et fuldt slukningstog _ tre brandbiler og otte mand - på opgaven med at slukke branden, men de kunne reelt kun se huset brænde mere eller mindre ned.
– Boligen er helt udbrændt indvendigt, og grunden er afspærret, forklarer indsatslederen.
Han ønsker ikke at sige noget om årsagen til branden, men han regner med, at politiets teknikere skal undersøge brandstedet en af de kommende dage.
Det kan vagtchef Jan Nærrum bekræfte.
– Vi skal en af de nærmeste dage have teknikere til at undersøge brandstedet for at forsøge at få fastslået en brandårsag, forklarer vagtchefen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.