Akademi for Scenekunst på Limfjordsteatret

Teatertalent Mors skifter navn og udvides med bl. a. mentorforløb og en ung teaterforening

Limfjordsteatrets nye teaterbygning. Nu opretter teatret et akademi for scenekunst. Arkivfoto

Limfjordsteatrets nye teaterbygning. Nu opretter teatret et akademi for scenekunst. Arkivfoto

NYKØBING:Limfjordsteatrets Akademi for Scenekunst. Det bliver det nye navn for det arbejde med talentudvikling for 15-20-årige, som teatret i 10 år har drevet under navnet Teatertalent Mors.

Samtidig udvides den to-årige talentuddannelse, der har fokus på skuespil, med individuelle mentorforløb for unge i alderen 18-25 år med lyst til at uddanne sig i andre sider af scenekunsten.

Akademiet skal også omfatte en teaterforening for unge, der vil planlægge og afvikle kulturelle events og arrangementer.

Det nye akademi oprettes, efter at Limfjordsteatret i september kunne indvie sit nybyggede teaterhus - lige ved siden af Morsø Gymnasium, hvis dramalinje akademiet skal samarbejde med.

- Vi har fået nyt teaterhus med meget mere plads og flere muligheder. Derudover har vi gennem årene udviklet både flere og mere specialiserede tilbud til de unge talenter. Sammenholdt med kulturministerens udpegning af Limfjordsteatret og samarbejdet med Morsø Gymnasiums DramaCollege som talent-miljø, har vi haft brug for en omstrukturering, som passer bedre til virkeligheden, siger teaterleder Gitta Malling ifølge en pressemeddelelse.

I starten af februar blev Limfjordsteatret udpeget som ét af 10 talentmiljøer i Danmark, der får støtte fra Kulturministeriets nyoprettede pulje til udvikling af faglige, kunstneriske talentmiljøer for unge – i øvrigt som det eneste teater. Af puljens samlede sum på 2,5 mio. kr. går de 600.000 kr. til talentuddannelsen på Mors og til samarbejdet med Morsø Gymnasium, der som det eneste i landet har drama på A-niveau.

Limfjordsteatret har allerede taget fat på at udbygge Teatertalent Mors med individuelle mentorforløb for unge, som ønsker at uddanne sig indenfor scenekunstfag som dramatiker, scenograf, teatermaler og tekniker. Der holdes masterclasses og samarbejdes med internationale kunstnere og talentmiljøer.

Det er i dette regi, teatret netop har skabt forestillingen "Dig og mig for altid" i et mentorforløb, hvor fire unge stod for manuskript, scenografi og skuespil.

Internationalt samarbejde og netværk med andre talentmiljøer i området bliver også en del af akademiets arbejde.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.