Bloddryppende sommer på slottet med den røde rubin

Det siger Vibeke Schwerin, slotsfrue, om man vil, eller i hvert fald medindehaver af Højriis Slot og Gods i Legind og medforfatter til sommerens mordgåde "Jagten på den røde rubin". Om det er Barbara Bertelsen-typer, vi skal forvente at se vimse rundt imellem os gættende gæster og tage notater og stille spørgsmål, må vi vente til juli med at fastslå. Og for børnene, der næppe har noget forhold til bureaukrati og embedsmænd,  vil der være en indlagt skattejagt, hvor det gælder om at spotte den hemmelighedsfulde røde rubin.

Sikkert er det, at alle sejl sættes til for at kreere et bloddryppende mysterium, hvor publikum bevæger sig rundt i alle rum fra riddersal til fadebur på det nygotiske slot og lytter til skuespillernes samtaler og kigger med på de beskeder, dokumenter og andre spor, de lader flyde rundt omkring. 

Kostumier Jill Poczkaj Ibsen retter på frisuren hos frøken Rose, datter på slottet og en tilbagevendende figur i mordgåderne. Hun spilles her af Sarah Sieben. Foto: Bo Lehm

- I år kører vi dobbelt op på sættet. Det vil sige, at vi har to hold med otte skuespillere hver, som afløser hinanden midt i måneden. Vi spiller alle dage i juli, hvor vi tidligere har kørt med en kortere periode med skuespillere og perioder uden levendegørelse. Men det giver forvirring og er sværere at sælge, så nu går vi all in hele måneden, siger Vibeke Schwerin.

Hun har genvundet glæden og entusiasmen ved mordgåderne, efter at hun og gemalen Ib Smith trak stikket og lukkede slot og gåde ned ved udgangen af 2016.

- Vi var kørt trætte, men så syntes vi, at der blev for stille, og vi fik ikke passet slottet ordentligt. Så startede vi gåderne op igen i lille målestok, og det kørte i to år ved hjælp af nogle partnere. Men det var en halv løsning, og året efter var vi selv i gang igen. Og nu altså med fuldt skrald på scenografien og to gange otte skuespillere, siger Vibeke Schwerin, der overtog det familieejede slot i 1989 og gennem årene har bekostet renoveringer og reparationer på bygningerne, uden at det har fjernet den slidte dekadence, der er en meddigtende faktor i skabelsen af kriminalmysterierne.

Vibeke Schwerin er ikke længere alene om at skrive manuskriptet. Det gør hun sammen med Hanne Fast Nielsen fra bureauet Corporate Matters i København. Med i processen er også de to kvinders ægtefæller.

- Det teamwork gør det lettere at finde nye ideer til handlingen. Perioden i slutningen af 1920'erne er jo en brydningstid mellem det stive og gammeldags og de nye swingpjatte-tendenser, og det kan vi udnytte til at tage aktuelle begivenheder ind. Sidste år var det mink-skandalen og i år altså statsbureaukratiet. Vi sidder højst et par aftener sammen og udveksler ideer, hvorefter jeg går historien efter for at sikre den indre logik, så det hele hænger sammen. Laver man blot en enkelt fejl, kan det blive umuligt at regne ud, hvem morderen er, siger Vibeke Schwerin.

- Skuespillerne er entusiastiske unge fra teaterhøjskolerne. De får en enorm træning i at skulle være en rolle over en lang periode. Nogle er gengangere, andre har jeg selv været med til at caste, siger instruktør Rasmus Ask. Foto: Bo Lehm

Instruktør fra Teatret Møllen

Scenograf er igen i år Susanne Buhl, der også stod for rekvisitter til tv-succesen "Badehotellet". Instruktøren er derimod ny. Rasmus Ask har solid erfaring og har været fast tilknyttet Teatret Møllen i Haderslev, som er en omtrent årligt tilbagevendende gæst i Morsø Teaterkreds.

- Men bortset fra Aalborg har jeg ikke været så langt nordpå i min karriere før nu. Det er første gang, alle er samlet, og hvor vi kan prøve kostumer. Alene oplevelsen af slottet som scenografi er helt magisk. Vi går jo bogstavelig talt ind i den tid, hvor handlingen udspiller sig. Det kan man mærke på skuespillerne, der jo i modsætning til traditionelt teater rent faktisk foretager sig de ting, de skal illudere. Hvis en butler står og pudser sølvtøj, vil publikum kunne stå i lang tid og se ham gøre det, siger Rasmus Ask.

På samme måde følger replikkerne ikke et stramt rollehæfte.

Omgivelserne inspirerer i høj grad skuespillerne.  Foto: Bo Lehm

- Det er alt sammen improvisation, men der er en stribe darling-scener, som publikum helst skal have mulighed for at overvære i løbet af den halvanden til to timer, som de fleste bruger på gåden. Det kan være forskelligt, hvornår og hvordan disse optrin og samtaler udspiller sig, og den frihed skal skuespillerne have. Det er topfascinerende at se, hvad de får ud af det, siger Rasmus Ask.

- Det betyder også, at spillet udvikler sig i løbet af måneden og aldrig er helt det samme fra dag til dag. Der er et overordnet kodeks, som skal følges. Når tjenestefolkene tiltales af grevinde Hertha, står de op, og det går ikke an lade frøken Rose snakke med en landstryger nede i kælderen. Gode manerer og det modsatte er en vigtig spejling af det univers, hvor "Jagten på den røde rubin" udspiller sig, fastslår Vibeke Schwerin. 

Fint skal det være, og rekvisitterne er ægte.  Foto: Bo Lehm