Byhus i brand: Øverste etage er helt udbrændt

Det gik voldsomt til lørdag aften, da flammerne fik fat i et hus i Nykøbing Mors

Ildebrand 2. december 2018 09:24 - Opdateret 2. december 2018 09:32

MORS: Flammerne havde allerede godt fat, da Nordjyllands Beredskab i Thisted lørdag aften kom frem til et byhus på Provst Schades Allé i Nykøbing Mors.

Alarmen lød klokken 22.22.

– Det drejer sig om et ældre byhus, hvor der var kraftig brand på førstesalen. Ilden var gået igennem taget, da vi kom frem, og der var voldsom røgudvikling, fortæller indsatsleder Lars Enevoldsen.

Teksten fortsætter under billedet.

Susie Skov
Foto: Diana Holm

Flammerne havde så godt fat i husets øverste etage, at beredskabets opgave, foruden af slukke ilden, var at sikre, at ilden ikke bredte sig.

– Vores første prioritet blev at sikre, at nabohusene ikke blev ramt. Desuden blev vi nødt til at få fat i Beredskabsstyrelsen kran, så vi kunne løsne tagstykkerne og få en muret kvist, der var revnet og løs, ned, siger indsatslederen.

Han fortæller, at ilden umiddelbart ser ud til at være begyndt i et værelse på første sal.

Ejerne af stedet var ikke hjemme, da ilden brød ud.

– Men de kom, mens vi arbejdede på stedet, oplyser Lars Enevoldsen og tilføjer, at det endnu ikke kan siges, hvorfor ilden opstod.

Beredskabet arbejdede på stedet med brandslukning og sikring i cirka tre timer.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...