Dårlig halvleg blev dyr

Comebacket var under opsejling for Nordvestmors, men efterslæbet fra første halvleg var for stort

Nordvestmors var tæt på et spektakulært comeback mod Aalborg KFUM, men de måtte i sidste ende se sig besejret.Arkivfoto: Bo Lehm

Nordvestmors var tæt på et spektakulært comeback mod Aalborg KFUM, men de måtte i sidste ende se sig besejret.Arkivfoto: Bo Lehm

aalborg kfum

nordvestmors bk

5-3

fodbold, serie 1

AALBORG:Nordvestmors viste sig fra flere forskellige sider, da de søndag tabte med 3-5 på udebane til Aalborg KFUM i serie 1. Efter sæsonens hidtil dårligste 60 minutter skabte tre reduceringer midt i anden halvleg fornyet spænding i opgøret, men til sidst vandt aalborggenserne.

- Vi satte ikke mange afleveringer sammen i den første del af kampen, og igen var vi slet ikke parate mentalt fra kampens start. Det var klart vores svageste første halvleg i sæsonen, siger spillende træner for Nordvestmors Morten Vester.

Nordvestmors kom svagt fra start i kampen, og holdet manglede løbevillighed og fandenivoldskhed. Efter 22 minutter kom nordjyderne foran, og i det efterfølgende kvarter fik Aalborg KFUM scoret yderligere to gange. Alle målene kom efter situationer, hvor udeholdet i den grad manglede intern kommunikation.

Kort inde i anden halvleg scorede Aalborg KFUM så deres fjerde mål, og derfra lignede det, at Nordvestmors skulle tage fra Aalborg med noget af en kindhest. I det 60. minut fik netop indskiftede Anders Bull så iværksat noget af en redningsaktion, da han fik reduceret. I de efterfølgende minutter var Nordvestmors som forvandlet, og med yderligere to reduceringer fra Rasmus Jensen og Jeppe Bæk, var de pludselig i teten. Morsingboerne tilspillede sig flere gode chancer for at fuldføre comebacket, men i det 80. minut lukkede hjemmeholdet kampen med deres femte scoring.

- Vi havde 25 rigtig gode minutter, men i serie 1 er niveauet for højt til, at man kan tillade sig at komme bagud med fire mål, siger Morten Vester.

I deres næste kamp møder Nordvestmors Støvring IF på hjemmebane.

Pausestilling: 3-0

Mål: 1-0 (22). 2-0 (27). 3-0 (37). 4-0 (52). 4-1 Anders Bull (60). 4-2 Rasmus Jensen (64). 4-3 Jeppe Bæk (68). 5-3 (80).

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.