Defensiv pragtpræstation af HF Mors mod Hjallerup

En god defensiv var det helt bærende element for HF Mors i lørdagens sejr

HF Mors-kvinderne tog en flot sejr mod Hjallerup <i>Arkivfoto: Bente Poder</i>

HF Mors-kvinderne tog en flot sejr mod Hjallerup Arkivfoto: Bente Poder

HJALLERUP:HF Mors-kvinderne har vist særdeles gode takter i 3. division i de seneste opgør. Holdet har nemlig haft en god pointhøst efter en start på sæsonen, der bød på seks nederlag i de første seks kampe. Lørdag tog morsingboerne så en flot skalp, da det blev til en sejr på 18-15 på udebane over Hjallerup. Sejren kom i land takket være en fantastisk indsats i forsvaret.

- Jeg skal mange år tilbage for at huske en så god defensiv præstation, som vi leverede i dag. Jeg er faktisk tæt på at kalde det heroisk, siger HF Mors-træner Jesper Lindum.

Fra kampens start havde HF Mors godt styr på Hjallerups offensiv. Morsingboerne fik nemlig holdt hjemmeholdet godt fra fadet ved at presse Hjallerups skytter til afslutninger fra fordelagtige positioner. Derudover var Anette Primdahl på plads i målet, når der var brug for det. Til lørdagens kamp var HF Mors ramt af skader og afbud på bagspillerpositionerne, og samtidig var holdets profil Olivia Aggerholm hæmmet af en skade. De dårlige forudsætninger til trods så fik udeholdet i store dele af halvlegen strikket noget fint angrebsspil sammen, og til halvleg førte HF Mors med 12-6.

I anden halvleg begyndte HF Mors for alvor at blive presset på ressourcerne, og holdet havde umådeligt svært ved at komme til scoringer i anden halvleg. De offensive kvaler blev dog kompenseret ved en fortsat stærk defensiv indsats, hvor Hjallerup ikke fik meget plads. Hele halvlegen igennem knoklede HF Mors for at holde hjemmeholdet på afstand, og det lykkedes. Efter en fantastik defensiv præstation vandt HF Mors med 18-15 over Hjallerup, og dermed kravlede holdet op på rækkens 6. plads

- Vi brugte rigtig mange kræfter i anden halvleg, og derfor blev vores angrebsspil ikke så flydende, men spillerne gik ikke i panik på noget tidspunkt, siger Jesper Lindum, der glæder sig over, at hans hold har fundet melodien efter en svær start på sæsonen.

- Vi har fået mere tålmodighed i vores angrebsspil ,og så har det også bare hjulpet, at spillerne nu kender hinanden bedre, siger Jesper Lindum.

Kampfakta

Håndbold, 3. Division kvinder

Hjallerup 

HF Mors

Resultat: 15-18

Pause: 6-12

Mål: Astrid Hyldig 5, Karen Houe 5, Olivia Aggerholm 3, Signe Dal Overgaard 2, Anna Engedal 1, Cecilie Berg 1 og Frederikke Hvass 1

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.