Delfinen Luca springer ud som vartegn
Luca gjorde Sundby Mors Havn landskendt i 2020. Nu har den afdøde delfin fået et varigt minde i træ
Opdateret kl. 13:30
- Om vi får en delfin i havnen igen er ikke til at vide. Men nu har Luca i hvert fald fået et varigt minde som skulptur.
Det siger Peter Hougaard Nielsen, formand for Sundby Mors Havn. For tre år siden blev hundelfinen landkendt, da den tog ophold ved lystbådehavnen ved Vilsundbroen. Her fik den et nært forhold til naturvejlederen Lena Storm Andersen, som kom helt tæt på den elegante hval i sin kajak. Det blev en optur for den relativt nyanlagte havn efter en vinter med ødelæggelser. Man ak, Luca svømmede væk og blev senere fundet død, formentlig efter at været druknet under isen i den følgende vinter.
Men nu genopstår Luca som træskulptur på havnen. Kunstneren Søren Brynjolf har haft sine motorsave i sving for at bearbejde en gigantisk sitkagran, der blev fældet i Nationalpark Thy. Nu fremstår resultatet som opretstående træskulptur i fuld størrelse.
- Søren Brynjolf blev færdig med skulpturen søndag. Nu skal den stå og tørre en måneds tid, hvorefter den skal males, og vi skal have lavet en sokkel til den. Figuren er skåret ud i et stykke af en træstamme, som målte en meter i diamenter, hvor den var største. Kunstneren vendte den på hovedet for at få det tykkeste stykke i toppen med hovedet og finnerne, siger Peter Hougaard.
Havnen søgte Sundby Solbjerg Sparekassefond om støtte til projektet og fik 16.000 kroner. Pengene er også gået til en bog om delfinen i havnen, som er blevet delt ud til daginstitutioner i området.
- Vi er yderst tilfredse med det udtryk, Søren Brynjolf har fået frem med sine 10 motorsave. Den ligner Luca, og kunstneren siger, at det var et virkeligt godt stykke træ, som vi havde skaffet fra nationalparkens savværk. Med den korrekte overfladebehandling vil den kunne stå på havnen i mange år som et blikfang for Sundby Mors Havn, siger Peter Hougaard.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.