Dømt for bedrageri: Kvinde stjal fra ekskærestens konto

44-årig kvinde fra Mors er idømt 30 dages betinget fængsel for i alt 15 tilfælde af bedrageri

Retten i Holstebro har idømt en 44-årig kvinde fra Mors 30 dages betinget fængsel. Arkivfoto: Bo Lehm

Retten i Holstebro har idømt en 44-årig kvinde fra Mors 30 dages betinget fængsel. Arkivfoto: Bo Lehm

MORS:Det koster en 44-årig kvinde fra Mors 30 dages betinget fængsel og et års tilsyn af Kriminalforsorgen, at hun over 15 gange uberettiget hævede omkring 5000 kroner i alt fra sin ekskærestes konto. Det er netop afgjort ved retten i Holstebro.

Det oplyser Helene Vestergaard, anklager ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Hævningerne fandt alle sted i oktober 2018 et stykke tid efter, at parret var gået fra hinanden. I den forbindelse havde der været en smule uoverensstemmelser mellem parterne, tilføjer anklager.

Udover de 15 tilfælde af bedrageri mod ekskæresten var kvinden tiltalt i endnu et forhold, som omhandlede salg af en bog, som hun undlod at levere til køber. Dette forhold blev hun dog frifundet for.

Den 44-årige nægtede sig skyldig i samtlige punkter i anklageskriftet, siger Helene Vestergaard. Bedrageriet fandt i samtlige tilfælde sted fra en adresse nær Nykøbing, hvor kvinden i 15 tilfælde skaffede sig adgang til ekskærestens bankkonto.

- Jeg er som udgangspunkt tilfreds med dommen. Den er på niveau med lignende sager og afspejler beløbets størrelse. Men havde der været tale om, at hun havde hævet 50.000 kroner i alt på ekskærestens konto, så var straffen blevet tilsvarende højere, siger Helene Vestergaard.

Hun tilføjer, at den 44-åriges personlige forhold også spiller ind. For kvinden er ikke tidligere straffet.

Hun modtog dommen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.