Ekstremt løb: Tidligere vinder kommer kun for at slå rekorden
130 løbere er tilmeldt Mors 100 miles - her er favoritterne
Ingen har siden 2009 formået at gennemføre ultraløbet Mors 100 miles på under 13:28:16. Men måske bliver det i år, den ungarske løber Attila Vozárs sejlivede rekord står for fald. Når løbet skydes i gang på Kirketorvet i Nykøbing lørdag formiddag, så er der i hvert fald hele tre løbere, der har som erklæret mål at slå den gamle rekord.
Deriblandt er den norske løber Bjørn Tore Kronen Taranger, der i 2021 vandt løbet i en tid, der var blot tre og et halvt minut langsommere end Attilas på de 160,9 kilometer. Nordmanden var ikke med sidste år, men i år er han tilbage.
- Bjørn kommer kun for at slå rekorden, så det er lidt spændende, siger Jann Søndergaard, formand for løbeklubben Pinen og Plagen.
Ud over den hurtige nordmand peger Jann Søndergaard på to andre favoritter til at vinde løbet i ny rekordtid.
- Michael Jeppesen var med i løbet, dengang Bjørn vandt, og der lå han på et tidspunkt 20 minutter foran Bjørn. Men så gik han i stykker. Så i år kan der godt blive rigtig god konkurrence mellem de to, spår klubformanden.
Jann Søndergaards tredje bud på en favorit er Emil Ingerslev, der ganske vist ikke har løbet 100 miles før, men som ifølge sine egne oplysninger på Facebook stiller til start med 614 halvmaratonløb i bagagen. Hans ambition er at komme i mål før midnat.
- Når man tilmelder sig inde på vores hjemmeside, så skal man give et estimeret bud på, hvor lang tid man vil bruge på at gennemføre ruten, og der har Emil skrevet mellem 12 og 13 timer, og det har Michael og Bjørn også, fortæller Jann Søndergaard, der betragter det som meget sandsynligt, at den gamle banerekord bliver slået i år.
Flere på spring
Løbeklubben Pinen og Plagen har selv syv medlemmer tilmeldt løbet i år. Deriblandt Jacob Justesen, der sidste år sluttede på en andenplads i tiden 15:43:41.
- Han er lige et niveau under de tre favoritter sammen med tre-fire andre løbere, der er meget dygtige. Det vil så vise sig på dagen, hvordan det kommer til at gå, siger Jann Søndergaard.
Ud over Jacob Justesen peger han på sidste års vinder Morten Thye samt Martin Thomsen og Bruno Batsbjerg som løbere, der kan være med i kampen om topplaceringerne.
- Så hvis de tre favoritter ikke kan holde pacen, så står der nogle på spring til at overtage, fastslår han.
Løberne har 26 timer til at gennemføre, hvilket vil sige, at de sidste skal krydse målstregen ved vandrerhjemmet i Nykøbing senest klokken 11.30 søndag. Og det skal de gerne nå, inden Morsø Garden gør det, for garden vil gå fra Mågevej ud til målområdet søndag formiddag og time det, så de ankommer lige før deadline.
Lige nu er der 130 tilmeldte til løbet, hvilket er ny rekord. Da startnumrene blev sat til salg i november, var der udsolgt på halvanden time. Siden har nogle dog meldt fra, så der blev mulighed for, at alle de 32, der stod på venteliste, kunne få tilbuddet om at deltage. Det sagde 22 ja tak til, oplyser Jann Søndergaard.
Ud over fra Danmark er der deltagere fra Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Grønland, Irland, Grækenland og USA.
Ud over at stå ved vejkanten og heppe på løberne i weekenden kan man følge løberne online, hvis man downloader app'en Time2Time Racemap.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.