Turisme

Færre turister har overnattet på Mors i år

Det skyldes især, at Jesperhus var tvunget til først at åbne i juni

Jesperhus åbnede først i juni i år, og det har kunnet mærkes på det samlede antal overnatninger på Mors. Arkivfoto

Jesperhus åbnede først i juni i år, og det har kunnet mærkes på det samlede antal overnatninger på Mors. Arkivfoto

MORS:I en turistsæson, der har været stærkt præget af corona-epidemien, kan Destination Limfjorden konstatere, at der har været en tilbagegang i antallet af kommercielle overnatninger i Morsø Kommune på knap 8 procent i år.

- Tilbagegangen i de kommercielle overnatninger skyldes blandt andet, at områdets største overnatningskapacitet, Jesperhus, var tvunget til først at åbne i juni. Det betyder også, at alle de små ferier i foråret som påske, Kristi himmelfart og pinse måtte aflyses og dette gav et hårdt tilbageslag, siger destinationsdirektør Kristina Lehmann Schjøtt.

Samlet set er Destination Limfjordens kommercielle overnatningstal dog steget med 1,2 procent i perioden januar til oktober sammenlignet med 2019. Både Skive og Struer kommuner har nemlig haft en fremgang på henholdsvis 7,1 procent og 6,3 procent.

Flere tyske turister

- I to af kommunerne kan vi glæde os over, at vi har haft fremgang på det tyske marked. Her er Morsø Kommune steget med 6,4 procent, og Skive med 2,2 procent. Struer Kommune er her gået tilbage med 5,6 procent. Men samlet set har vi haft vækst på det tyske marked, siger destinationsdirektøren.

Kristina Lehmann Schjøtt oplyser, at de tre kommuner, der samarbejder om Destination Limfjorden, totalt set har haft knap 11.000 flere overnatninger i år end i 2019.

Hun beklager, at to af de tre kommuner nu igen er ramt af nedlukninger, som især går ud over restauratører og hoteller i området.

- Det har været et hårdt og uforudsigeligt år for alle, men især hoteller, restauranter samt underholdningssteder har været ramt af de skiftende udmeldinger fra regeringen. Særligt de korte tidsfrister har været og er en kæmpe udfordring for erhvervet. Vi håber derfor, at folk endnu engang vil støtte op om erhvervet så godt de nu engang kan. Det er lige nu, de har brug for vores støtte, understreger Kristina Lehmann Schjøtt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.