Familie fra Mors er vært for danmarksmesterskabet i pløjning

Familien Gade Nielsen fra Peterslund byder pløjere fra hele Danmark velkommen

Andrea Jessen Jakobsen
Jørgen Gade ved den 880 meter lange og lige markvej, som adskiller de to marker, der skal pløjes.
Landbrug 13. oktober 2017 10:50

SYDMORS: Omkring 1500 tilskuere og cirka 100 pløjere kommer på besøg hos familien Gade Nielsen, når danmarksmesterskabet i pløjning finder sted 27. og 28. oktober.

- Det bliver spændende at se så mange mennesker på vores gård, og vi glæder os til nogle rigtig gode dage på Peterslund, siger Søren Gade Nielsen, der sammen med sin bror Allan, mor Ann-Mari og far Jørgen er vært for DM i pløjning.

Danmarksmesterskabet er arrangeret af LandboUngdom, og det er første gang i mange år, mesterskabet kommer til Mors.

- Det er fedt, at man kan gøre pløjning til en konkurrence, og det er en rigtig sjov verden. Vi har haft en del ansatte på gården, der har dyrket konkurrencepløjning, så det gør, at vi kender lidt til det. At DM i år skal være på Peterslund, bliver en stor oplevelse, fastslår Søren Gade Nielsen.

En af de store udfordringer for værterne er at få markederne klar til konkurrencepløjning. Der skal være stubmarker og grønjord, og markerne skal være så jævne som muligt.

- Det har været noget af et puslespil at tilpasse sædskiftet, så det passede med, at markerne stod klar til DM, men det er lykkes, siger Søren Gade Nielsen og fortsætter:

- Nu må vi bare håbe på lidt mere tørvejr frem mod DM. Så er jeg sikker på, at forholdene bliver rigtig gode.

Familien Gade Nielsen får ingen betaling for at være værter, og styregruppen bag stævnet har store roser til pløjeværterne.

- De har hele tiden været indstillet på, at det skal lykkes. Og det er meget vigtigt. Det er en stærk familie, der står bag mesterskabet, siger Jens Iversen, der er med i styregruppen bag mesterskabet og formand for Landspløjeudvalget.

Han nævner, at det kræver stor indsats at ændre markplanen.

- Man skal altså ind og skubbe til rytmer og rutiner, og det kræver noget. Men familien er gået meget professionelt til opgaven, siger Jens Iversen og tilføjer, at det har været en stor fornøjelse at arbejde sammen med dem.

LandboUngdom synes, at Peterslund på Mors er et rigtig godt sted at afholde DM.

Det skyldes blandt andet, at udsigten over Limfjorden er smuk, og at en stor maskinhal vil blive brugt som en plovko.

Desuden er det et plus, at værterne har indgået en aftale med den nærliggende hingstestation Katrinelund. På den måde er der også noget for "hestepigerne" at kigge på. Og endnu vigtigere for pløjere:

- Vores jord ligger forholdsvist højt, og vi har ikke fået helt så meget regn som andre steder i Danmark, så der er gode betingelser for, at jorden bliver acceptabel at pløje, siger Søren Gade Nielsen.

DM i pløjning afholdes 27. og 28. oktober. Fredag er der DM for landbrugsskolernes grundforløbselever, og lørdag er der DM for LandboUngdoms pløjere, veteranpløjere og fabriks-DM.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...