Festdag på Duelund: Endelig kunne det ny plejecenter indvies
De første beboere flyttede ind i februar
Opdateret 17. maj 2022 kl. 12:16
NYKØBING: - 15. februar var en stor dag på Mors. Det var den dag, dette nye plejecenter blev taget i brug af de allerførste beboere, fremhævede Henning Sørensen (V), formand for det sociale udvalg, da han fredag formiddag holdt tale ved indvielsen af Duelund.
Festlighederne har været udsat på grund af corona, men fredag fik de mange gæster lov at myldre ind og se de nye bygninger, der danner ramme om 48 moderne boliger, heraf 30 pladser til demente.
Indendørs er væggene udsmykket med store fotografier fra Mors og med gamle FDB plakater. Udendørs har to lokale kunstnere, nemlig Gitte Røntved og Steen Jensen, skabt hver sit værk i granit, førstnævnte med assistance fra sin mand Michael Røntved.
Gæsterne, der blev vist rundt i mindre grupper, kunne også se, hvordan der fra alle lejligheder er udgang til en terrasse, og at der inde i bygningen er lukkede atriumgårde med hyggelige havemøbler. Uden for trådhegnet, der omkranser plejecentrets haveanlæg, kommer der til at gå får.
Det plejecenter, der blev vist frem fredag, er resultatet af en flere år lang proces, hvor medarbejdere og borgere har været inddraget i udviklingsfasen. Selv om der således var tænkt på rigtig mange ting, så var alt alligevel ikke helt klar, da beboerne flyttede ind.
- Der var stadig håndværkere overalt, og problemer, der skulle løses. Alt var nyt. Når jeg spørger personalet, siger de, at det har været hårdt. Rigtig hårdt. Men nu er både vi og beboerne ved at falde til, sagde leder Karen Marie Nielsen, der i sin tale ved indvielsen takkede sit personale for, trods startbesvær, altid at sætte borgernes behov forrest.
- Målsætningen er jo, at Mors skal være den mest demensvenlige kommune i landet, og vi skal være et fyrtårn for det, fastslog hun.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.