Fortsat uden sejr: Nordvestmors tabte igen

Nordvestmors viste god fight, men endte med at tabe stort til Lemvig

Heller ikke mod Lemvig blev det til sæsonens første sejr for Nordvestmors.Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Heller ikke mod Lemvig blev det til sæsonens første sejr for Nordvestmors.Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Lemvig GF

Nordvestmors BK

5-1

fodbold, serie 2

LEMVIG:Nordvestmors kæmper en hård kamp for overlevelse i serie 2, og søndag var de på en vanskelig opgave, da de skulle forsøge at hente point på udebane mod Lemvig GF, der modsat Nordvestmors kæmper med om rækkens øverste placeringer. Det blev dog ikke til point for morsingboerne, der tabte med 1-5. Nordvestmors er nu halvvejs igennem sæsonen og står noteret for et point og har fem point op til første hold over nedrykningsstregen.

- Det var en uskøn kamp, hvor vi ikke havde marginalerne med os, siger Nordvestmors-træner Poul Bak Pedersen.

Nordvestmors gik ind til kampen med et defensivt udgangspunkt, men allerede i kampens 3. minut var morsingboerne nødsaget til at sadle om, da et ellers ufarligt skud fra en Lemvig-spiller blev tabt ind i målet af målvogter Mikkel Heltborg. I kampens 20. minut fordoblede hjemmeholdet deres føring, da en opspilsfejl fra Nordvestmors blev straffet. Blot to minutter senere fik morsingboerne reduceret, da Christian Farsinsen fandt Mathias Hansen, der udplacerede Lemvigs målmand. Kort før pausen fik Lemvig scoret deres tredje mål, hvilket betød, at Nordvestmors var bagud med 1-3 til pause.

Nordvestmors kom godt ud til anden halvleg, og de var særdeles tæt på en reducering, da Tobias Blåbjerg ramte træværket. Morsingboerne fik dog deres gode start på halvlegen spoleret, da Lemvig i det 50. minut scorede. Selvom de var bagud med tre mål, så kæmpede Nordvestmors med næb og klør for en reducering. Gæsterne tilspillede sig også flere gode chancer, men meget symptomatisk for holdets sæson, var heldet ikke med morsingboerne. I kampens døende minutter slog Lemvig så det sidste søm i gæsternes kiste, da de slog en omstilling og scorede deres femte mål til slutstillingen 1-5.

- Spillerne viste en god indstilling, og selvom vi var bagud, så følte vi egentlig, at vi kunne få noget med fra kampen, siger Poul Bak Pedersen.

Skal finde stabilitet

Hvis det skal blive til en ny sæson i serie 2, skal mange ting gå Nordvestmors’ vej i de resterende syv kampe. Poul Bak Pedersen er dog overbevist om, at der ligger sejre og venter.

- Der er nok fire hold, som vi på papiret kan og burde slå, siger Poul Bak Pedersen, der samtidig peger på mål og stabilitet i truppen som vigtige redskaber i jagten på overlevelse.

- Vi har gjort brug af 30 spillere indtil nu i sæsonen, og når vi skal bruge spillere fra vores 2. hold, kommer der et stort spring i kvalitet. Vi skal også være skarpere på vores chancer og lave flere mål, siger han.

Nordvestmors møder i deres næste kamp Højslev på udebane.

Pausestilling: 3-1

Mål: 1-0 (3). 2-0 (20). 2-1 Mathias Hansen (22). 3-1 (43). 4-1 (50). 5-1 (90).

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.