Frygt for Coronavirus: Morsø Kommune udskyder Frivilligfesten

Festen skulle have været afholdt 20. marts med 625 gæster

Frivilligfesten var sidste år et stort tilløbsstykke. Arkivfoto: Martin Damgård

Frivilligfesten var sidste år et stort tilløbsstykke. Arkivfoto: Martin Damgård

Morsø Kommune har besluttet at udskyde Frivilligfesten 2020, der skulle have været holdt fredag den 20. marts i Sparekassen Thy Arena | Mors.

Beslutningen er taget på baggrund af regeringens og sundhedsmyndighedernes opfordring til at begrænse risikoen for spredning af Coronavirus/COVID-19. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Myndighederne opfordrer arrangører af større arrangementer med færre end 1.000 deltagere til at forholde sig til smitterisikoen ved arrangementerne. Frivilligfesten 2020 er i denne kategori med 625 gæster. Dertil kommer optrædende, samarbejdspartnernes medarbejdere og medarbejdere fra Morsø Kommune, så det samlede antal er godt 826 personer, fremgår det af meddelelsen fra kommunen.

"Morsø Kommune er altså forpligtet til at vurdere den potentielle risiko for smittespredning ved at gennemføre Frivilligfesten 2020. Konklusionen er, at der ikke kan etableres tilstrækkelige fysiske rammer til at overholde anbefalingerne for at holde en eventuel smitterisiko på et absolut minimum, for eksempel at der skal holdes en forsvarlig afstand mellem deltagerne i henhold til myndighedernes anbefaling", står der.

Morsø Kommune har rådført sig med øvrige offentlige instanser, hvilket sammenholdt med regeringens opfordring er baggrunden for beslutningen om at udskyde Frivilligfesten.

"Morsø Kommune følger udviklingen tæt, og vi vender tilbage med en ny dato, så snart det er muligt", skriver kommunen i meddelelsen.

Billetterne er gyldige på den nye dato. Gæster, der ønsker det, vil dog få refunderet billetprisen ved henvendelse til Morsø Turistbureau.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.