Beredskabsmeddelse

Gasudslip i Nykøbing: Flere beboere måtte evakueres

Der er blevet lukket for gassen - beredskab og politi er færdige med indsatsen på stedet

Gasudslippet skete her under den gule gravemaskine. Foto: Bo Lehm

Gasudslippet skete her under den gule gravemaskine. Foto: Bo Lehm

NYKØBING:Et gasudslip på adressen Fuglebakken 26 i Nykøbing Mors onsdag formiddag har ført til at Midt- og Vestjyllands Politi har udsendt en beredskabsmeddelelse og afspærret et større boligområde i byen.

Alarmen om udslippet lød klokken 10.18.

Klokken 12.30 er det dog lykkedes at få lukket for gasudslippet, men der er stadig spærret i området, mens beredskabet undersøger huse i området for sivende gasser. Og kort før klokken 13 oplyste Midt- og Vestjyllands Politii på Twitter, at politiets og beredskabets indsats på stedet var slut.

I tweetet opfordres beboerne i området til at foretage en udluftning, såfremt de fortsat kan lugte gas.

Eleverne på Eleverne på Dueholmsskolen, der fik fri klokken 12.15, blev holdt tilbage på skolen i 30 minutter, så de kunne undgå gassen.

Se video fra gasudspillet i Nykøbing herunder:

DA alarmen lød klokken 10.18 onsdag formiddag kom redningsberedskabet og politiet hurtigt fre til stedet, og området blev afspærret.

Mens udslippet stod på, opfordrede politiet beboere sydvest for adressen til at blive indendøre og lukke døre og vinduer. Meddelelsen var for adresserne på Fuglebakken, Rylevej, Vagtelvej, Ris Alle, Ternevej og vest for Vesterbro i Nykøbing Mors.

Samtidig blev folk opfordret til straks at søge væk fra området, hvis man kunne lugte gas.

Gravemaskine skyld i udslippet

Henrik Gade, indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, fortæller til NORDJYSKE, at det var en gravemaskine, som ramte en gasledning.

- Vi har evakueret flere beboere på nogle af vejene omkring stedet, men gassen er ikke antændt, så det er indtil videre harmløst, så længe man holder sig uden for afspærringerne, siger Henrik Gade.

Der er ifølge Henrik Gade ingen meldinger om tilskadekomne i forbindelse med gasudslippet.

NORDJYSKE har også talt med Jens Christian Søndergaard fra Morsø Forsyning, der opholdt sig på stedet. Han oplyser, at det var ved forsyningens arbejde med en ny hovedledning og vandstik i området, at en gravemaskine fra K. E. Andersen og Søn var så uheldig at ramme en gasledning.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.