Gavmild fond vil gøre skoleelever til opfindere

Morsø Kommune får 6,6 milllioner kroner til nye læringsmiljøer på øens folkeskoler

Ungdomsskoleinspektør John Landbo, skolechef Michael Dahlgaard og udvalgsformand Tore Müller er begejstrede for bevillingen. Privatfoto

Ungdomsskoleinspektør John Landbo, skolechef Michael Dahlgaard og udvalgsformand Tore Müller er begejstrede for bevillingen. Privatfoto

MORS:Folkeskoleelever i Morsø Kommune får snart nye muligheder for at dyrke deres kreativitet og opfindsomhed. Kommunen har nemlig fået tilsagn om en bevilling på 6,6 millioner kroner fra VILLUM FONDEN. Pengene skal bruges til projektet MakerSpace Mors.

Projektet går ud på at lave læringsmiljøer med værksteder, såkaldte "makerspaces" ude på skolerne. Her skal eleverne kunne makke med både den digitale teknologi samt med loddekolber og limpistoler. Målet er at skabe et spændende og sjovt rum, hvor de unge kan udforske og finde inspiration omkring at opfinde, designe og konstruere, skriver Morsø Kommune i en pressemeddelelse.

Hovedindsatsen bliver at kompetenceudvikle alle lærere og ledere i skolevæsenet. Det kommer som udgangspunkt til at foregå i et nyt kompetenceudviklings- og læringscenter på Morsø Ungdomsskole.

Morsø Kommune vil oprette lokale makerspaces på alle kommunens folkeskoler og uddanne vejledere, så maker-tilgangen kan blive implementeret i de enkelte fag.

Nyheden om den store økonomiske opbakning skaber glæde i Morsø Kommune. Blandt andet hos Tore Müller (S), formand for børne- og kulturudvalget. Han ser store perspektiver i tiltaget.

- Vi er meget taknemmelige for, at VILLUM FONDEN har bakket vores ansøgning op med så flot et beløb. Det er et rigtig vigtigt fokus, som fonden sætter med deres makerspace-tiltag, som passer godt med vores tanker og planer her i kommunen, udtaer Tore Müller i pressemeddelelsen. Han tilføjer:

- Indsatsen kan få en positiv effekt på vores unge og åbne deres øjne for, hvad man kan lave og opfinde. Det kan både få betydning for deres fritid, men også for deres levevej og for, at vi i Danmark får flere dygtige medarbejdere til virksomheder inden for områder, hvor disse egenskaber er efterspurgte.

Ungdomsskolen i spidsen

Bevillingen fra VILLUM FONDEN betyder, at Morsø Ungdomsskole søger en leder til et nyt "Kompetenceudviklings- og læringscenter i MakerSpace Mors-projektet’" og ansøgningsfristen er allerede 5. december. Ansættelsen vil løbe i hele projektperioden, som strækker sig over fire år, nemlig 2022–2025.

- Det er et godt projekt og en spændende lederstilling. Der vil blandt andet være samarbejde med VIA-Herning, robotfabrikken BILA A/S og Jesperhus Feriepark, og vi skal tilbyde kompetenceudvikling til skolernes lærere, ledere og elever, herunder uddanne unge "MasterMakers”, lyder det fra ungdomsskoleinspektør John Landbo.

Foruden Morsø Kommune får Skive, Holstebro, Næstved, København og Fredensborg kommuner bevillinger på i alt 35,8 millioner kroner af VILLUM FONDEN til at oprette læringslaboratorier for design, opfinderi og teknologi.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.