Godt spil gav point
Sallingsund FC tog point fra topholdet Lemvig
Lemvig GF
Sallingsund FC
1-1
fodbold, serie 2
LEMVIG: I sidste sæson blandede de sig i toppen, men i denne sæson står den på overlevelseskamp i serie 2 for Sallingsund FC. Lørdag skulle mandskabet forsøge at tage point fra Lemvig i en kamp på udebane. Inden kampen befandt Lemvig sig på rækkens 3. plads. Trods bange anelser i Sallingsund-truppen inden opgøret, så tog Sallingsund FC et fortjent point mod Lemvig ved at spille 1-1.
- Det var nok et meget fair resultat. Begge hold havde chancer for at tage sejren, siger Sallingsund FC-spiller Morten Poulsen.
Sallingsund FC gik ind til opgøret med et defensivt udgangspunkt, men som kampen skred frem, tog udeholdet mere og mere bolden til sig. Selvom udeholdet viste gode takter i første halvleg, så var stillingen 0-0 til halvleg.
Anden halvleg startede skidt ud for gæsterne, der i det 50. minut kom bagud. Der gik dog ikke længe, før der igen var balance i regnskabet, for i det 67. minut stod Ihor Parkhomenko for udligningen, da han opfangede en tilbagelægning fra en Lemvig-forsvarsspiller og gjorde det til 1-1. Selvsamme Ihor Parkhomenko var tæt på at bringe Sallingsund i front, men en offside-dom holdt Sallingsund fra deres anden scoring. I resten af kampen faldt der ikke flere scoringer, så derfor kunne Sallingsund tage fra kampen med et point.
- Inden kampen havde vi lidt frygtet en afklapsning, men vi rykkede virkelig sammen, og jeg vil sige, at vi spillede vores bedste kamp i sæsonen, siger Morten Poulsen.
Med lørdagens point står Sallingsund noteret for fire point og har fem point op til overlevelse. Morten Poulsen erkender, at overlevelse bliver svært, men han tror stadig på redning.
- Det bliver ikke nemt, men vi skal ikke afskrive os selv, og vi tror selvfølgelig på det, siger han.
Pausestilling: 0-0
Mål: 1-0 (50). 1-1 Ihor Parkhomenko (67).
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.