Hård start for Thisted FC i Serie 2: Nordvestmors viste klassen

Nordvestmors BK kom sikkert fra start i Serie 2 med en sejr på 3-0 over Thisted FC

Der var ikke meget slinger i valsen hos Nordvestmors BK, som fik den perfekte start på Serie 2, da de på udebane slog Thisted FC. Akivfoto: Henrik Louis

Der var ikke meget slinger i valsen hos Nordvestmors BK, som fik den perfekte start på Serie 2, da de på udebane slog Thisted FC. Akivfoto: Henrik Louis

THISTED:Onsdag aften blev sæsonen endelig sparket i gang for Nordvestmors BK og Thisted FC i Serie 2, da de to hold stødte sammen på Lerpytterne i Thisted. Her var det gæsterne fra Nordvestmors BK, som viste klassen og vandt i overbevisende stil 3-0.

- I dag er jeg meget tilfreds. Vi tog teten fra starten af kampen og leverede en gennemført disciplineret indsats, siger træner for Nordvestmors BK, Poul Bak Pedersen.

I Thisted-lejren var spillende træner Jacob Kjær fattet efter kampen og anerkendte, at thyboerne tabte til et bedre hold.

- Vi kommer som oprykker fra Serie 3, og de kommer som nedrykker fra Serie 1, og det kunne vi godt mærke, at de var lidt bedre sammenspillet, siger Jacob Kjær.

Fra kampens start var det Nordvestmors BK, som var i mest boldbesiddelse, og der skulle ikke gå mere end 10 minutter, før Anders Bull blev sat i scene og gjorde det til 0-1. Herefter fortsatte morsingboerne med at kombinere med bolden, og efter 30 minutter havde de igen spillet sig igennem Thisted FC’s forsvar, og Mathias Hansen kunne prikke bolden over stregen.

- Vi kom med et defensivt udgangspunkt, og jeg synes, at vi kæmpede godt, men desværre fik de scoret to gange på os i første halvleg, siger Jacob Kjær.

I anden halvleg prøvede Thisted FC at gå lidt længere frem på banen, men igen var det gæsterne, som formåede at finde netmaskerne efter 57 minutters spil. Her landede bolden ved Christian Farsinsen, som sparkede bolden i mål til resultatet 0-3.

- Jeg synes, vi spillede en god kamp. Vi kørte bolden flot rundt, fandt hullerne og satte tempo på de rigtige tidspunkter. Og så er det tre flotte gennemspillede mål vi fik scoret, siger Poul Bak Pedersen.

Kampfakta:

Fodbold, serie 2

Thisted FC

Nordvestmors BK

Resultat: 0-3

Pausestilling: 0-2

Mål: 0-1 Anders Bull (10), 0-2 Mathias Hansen (30) og 0-3 Christian Farsinsen (57)

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.